VERDENS (DENGANG) HØJESTE BYGNING
PETRONAS TOWERS Januar 2000

Der er selvfølgelig noget særligt ved at opleve et sted, et land, en bygning eller noget andet, der kan siges at indehave en verdensrekord, og da helst en der ikke er alt for obskur. Titlen som "Verdens højeste bygning" er lige til at gå til, og den tilhørte i januar 2000 endnu Petronas Twin Towers i Kuala Lumpur. De to dobbelttårne når begge en højde af 452 meter, og er rent arkitektonisk ganske smukt udført. De rejser sig også i dén henseende over det almindelige sammensurium af betonblokke i Malaysia's relativt ucharmerende hovedstad.

Tårnene stod færdige i 1998, efter et heftigt byggekapløb. Bygmesteren - Malaysia's statslige olieselskab Petronas - havde nemlig udliciteret bygningen af de to tårne til to firmaer, der så kunne konkurrere om at blive først færdige. Der findes vistnok en jumbobog, hvor Joakim von And og Andy Anderbilt kæmper om førertrøjen indenfor byggebranchen på samme vis - men det er altså sket i virkeligheden også! Samsung Construction, der byggede Tårn 2, vandt kapløbet foran Hazama Corporation, der byggede Tårn 1.

Petronas Towers har siden mistet sin verdensrekord til
Taipei 101 bygningen, der stod færdig i 2003 i Taiwan's hovedstad Taipei, og som er 509 meter høj. Og inden længe siges rekorden at gå videre til Dubai i Forenede Arabiske Emirater.

Næste side:
Verdens ældste regnskov - Taman Negara
(Malaysia)

Januar 2000

FORSIDE