At rejse er at leve

DE GAMLE ÆGYPTERE BYGGEDE 80 PYRAMIDER!

I PYRAMIDERNES LAND  Ægypten, maj 2002

Zoser’s trinpyramide ved Saqqara rejser sig fra ørkenens sanddyner som baggrund for Nildalens frugtbare marker. Et sceneri der formodentlig ikke har ændret sig ret meget i årtusinder.

De tre pyramider ved Giza er Ægyptens mest berømte, og Keops’ og Khefren’s er også klart de største. Men der er talrige andre: I alt blev der bygget mere end 80 pyramider i Ægypten i perioden ca. 2700-2300 f.Kr.: Mange blev aldrig færdigbygget, nogle er styrtet sammen og nogle er opslugt af ørkensandet. Men andre står tilbage og trodser tidens gang, og er i høj grad også værd et besøg. Og i modsætning til Giza-pyramiderne har man dem ofte helt for sig selv.

Da vi har brugt formiddagen på at vandre rundt ved Giza-pyramiderne, prajer vi en taxi udenfor indgangen. Vi aftaler en pris på 200 kr. for resten af dagen (en seks timer), hvilket utvivlsomt et en god handel for begge parter.  Målet for turen er to andre pyramidekomplekser langs kanten af ørkenen sydvest for Cairo; Dahshur og Saqqara. Vi kører først til Saqqara. Her er en anden af Ægyptens berømte monumenter - farao Zoser’s trinpyramide. Zoser var farfar til Keops, og han byggede trinpyramiden, der er Ægyptens ældste pyramide. I modsætning til hvad man skulle tro, er pyramiden ikke bygget i horisontale lag, men i lodrette lag udenpå hinanden. Omkring den er bevaret en betydelig del af Zoser’s gravanlæg, med bl.a. graffiti efterladt af oldtidens turister, der beundrede vidundere fra en svunden tid. Visse ting ændrer sig ikke.

 

Zoser’s trinpyramide i Saqqara, sydvest for Cairo. Det er den ældste pyramide i Ægypten, bygget ca. 2700 f.Kr.

Fra Saqqara kører vi ad ægyptiske landeveje mellem kanaler, marker, daddellunde og landsbyer, til vi nær landsbyen Dahshur igen krydser den skarpe grænse mellem Nilens frugtbare sorte landbrugsland og den vestlige ørken. Pyramiderne her har man indtil fornylig kun kunnet skue på lang afstand fra taget af gravtemplet ved Zoser’s pyramide, da de lå i et militært øvelsesterræn. Men nu er der adgang for besøgende, og det er absolut turen værd. 

 

Der er to større pyramider ved Dahshur, populært kaldet hhv. ”Knæk-pyramiden” og ”Den Røde Pyramide”. Begge er bygget af farao Snofru, søn af Zoser og formodentlig far til Keops. Det er de to ældste ”rigtige” pyramider i Ægypten, og faktisk er den pudsige ”Knæk-pyramide” resultatet af et fejlslagent eksperiment. Dens udseende skyldes, at der først blev planlagt nogle meget stejle sider, med en hældning på 56 grader. Da det viste sig at dette overbelastede konstruktionen, skiftede man midtvejs oppe over til en noget mindre hældning på 43 grader, og sådan fremkom ”knækket”. Snofru var øjensynligt ikke tilfreds med resultatet, for han lod endnu en pyramide bygge lidt derfra, i dag kendt som ”Den Røde Pyramide”.

 

 

”Den Røde Pyramide” ved Dahshur.

Den Røde Pyramide har ligesom Giza-pyramiderne mistet sit lag af polerede dæksten, og dens tilnavn kommer af den rødlige tone i dens byggesten. Et besøg indenfor i Den Røde Pyramide er også fascinerende, også fordi man ofte har den helt for sig selv, i modsætning til turisthorderne i Keops-pyramiden. Indgangen ligger en tredjedel oppe af pyramidens side, og herfra starter vi med at travle over 60 meter skråt nedad gennem en kun én meter høj, mørk gang. Luften er tung, støvet man hvirvler op synes at blive hængende i luften. Hvis man har nogen idéer om, hvordan en nedgang til dødsriget kunne se ud, er dette ikke noget dårligt bud. Dybt nede i pyramidens kerne når vi det indre gravkammer, hvis hvælvede loft når en højde af 15 meter. Som de fleste andre fremstår det gabende tomt, men de tidlige arkæologer fandt dog mumierester i gravkammeret: Måske af rester farao Snofru selv, splittet ad da gravrøvere ødelagde hans mumie for at finde de guldsmykker han var begravet med. Under alle omstændigheder det tætteste man kommer et bevis for, at pyramiderne rent faktisk var kongegrave.

 

Fra Dahshur kører vi tilbage til Giza, hvor vi slutter dagen på det verdensberømte Mena House Hotel. Her ferierede Lawrence of Arabia, Winston Churchill og talrige andre koryfæer fra den britiske kolonitid. Professor Philip Mortimer boede her naturligvis også i Edgar P. Jacobs tegneserie Pyramidens Hemmelighed, der bedre end nogen anden har fanget fascinationen og mystikken ved Ægypten. Det er stadig alle pengene værd at sætte sig mellem de mørke træpaneler i restauranten, købe en kop engelsk the til 20 kr., få den serveret af en hvidklædt tjener, og nyde udsigten op mod Keops-pyramiden.

 

Ægypten har mange facetter og millioner af indbyggere. Men det erførst og fremmestPyramidernes Land.

 

 

Næste side:

Det Gamle Ægyptens Vatikanstat

Karnak-Templet i Luxor