|
Vientiane har siden den franske kolonitid fungeret som hovedstad i Laos. Det er på flere måder en mærkelig by. I ly af Indokina-krigene fik den et blakket ry, som centrum for opiumssmugling, sortbørshandel, CIA-aktivitet, og politiske intriger. Ved den kommunistiske magtovertagelse i 1975 stemte over halvdelen af indbyggerne med fødderne og krydsede over Mekong-floden til Thailand. Stadig i dag, et kvart århundrede senere fremstår den nærmest halvtom, som om nogen engang var gået i gang med at bygge en hovedstad, men opgav det hele da den stod 2/3 færdig. Selv i bymidten er mange gader anlagt, men aldrig asfalteret. Bygninger står tomme og afspærrede, omgivet af tilgroede haver. Fortovene har gabende huller ned til kloakkerne. Næsten ingen gadebelysning.
På vores første morgen i Vientiane prajer vi en tuk-tuk, der tager os ud til Pha That Luang -- Laos' helligste pagode, et symbol på buddhismen og landets uafhængighed. Antallet af spir er en parallel til antallet af bud og bestemmelser i buddhismen. For os uindviede minder den mest af alt om en samling af forgyldte missiler.
Vi besøger byens rustikke templer, hvoraf det mest berømte er Haw Pha Kaew-- "Smaragd Buddha'en Tempel". Templet har samme navn som det store tempel i Bangkok, simpelthen fordi det er bygget med samme formål: At huse den berømte Smaragd Buddha, som er Thailands nationalklenodie, men altså en overgang var i en laotisk fyrstes besiddelse. Men hvor templerne i Bangkok er gigantiske, spektakulære, overpyntede i alle regnbuens farver og med glimmer & glitter-- så er templerne i Vientiane, som i resten af Laos, i en noget mere menneskelig målestok. Skønheden ligger her i detaljerne, ikke i dimensionerne.
En afslappet dag i Laos' afslappede hovedstad afsluttes med, at vi nyder et par kolde drikke og udsigten over Mekong-floden, der stille og tidløs flyder forbi, og som udgør den bedste illustration på livet i Laos.
|
|