 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
I NORDBOERNES FODSPOR
VESTERBYGDEN Grønland, juni 1999
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
En solrig dag i forsommeren 1999 sejler vi ind i Lysefjorden syd for Godthåb. Den lange grønlandske vinter går endelig på hæld og tøbruddet er begyndt, men sneen ligger stadig tykt på nordvendte skråninger, og ude på fjorden er vinden som altid bidende kold.
Lysefjorden - Knud Rasmussens "sagnrige Ameralik" - strækker sig næsten 100 kilometer fra det åbne hav til dens yderste forgreninger inde ved randen af Indlandsisen. Klimaet inde i bunden af fjordene er markant anderledes end ude ved det åbne hav: Hvor det i Nuuk forudsigeligt er +10 grader om sommeren og -5 grader om vinteren, er der inde i bunden af fjordene et fastlandsklima, der gør vintrene strengere men somrene varmere. Følgelig kan her vokse buske og træer, om end de vokser ekstremt langsomt og aldrig bliver mere end måske halvanden til to meter høje. Men sammenlignet med det nøgne landskab ud mod det åbne hav ved Godthåb, er det et smukt syn.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
Teltlejr i Eqaluit Ilordlit i Lysefjorden ved Godthåb, forsommer 1999.
Det grønlandske stednavn "Sted med Fjeldørreder" kommer af, at to smeltevandsfloder rige på fjeldørreder udmunder i bugten.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I en lille bugt kaldet Eqaluit Ilordlit ("Sted med Fjeldørreder") 2/3 inde i Lysefjorden og 60 km fra nærmeste beboede sted (Godthåb by), går vi i land og sætter telte op. Et par rener betragter os nysgerrigt fra bakkekammen, og seks gigantiske fiskeørne krydser rundt over bugten. Vi udforsker terrænet, og finder hurtigt rester af tørvehytter, i form af op til en halv meter høje rester af "mure" af hårdstampet tørv stablet ovenpå hinanden. Den første indskydelse er at tro, at de nedslidte rester af tørvemure er bygget for sjov sidste sommer af andre på weekend-telttur. Men det er ikke tilfældet. For dette er rester af nordbogårde, der blev bygget på dette sted for mere end 700 år siden. Generationer før Christopher Colombus blev født!
Gårdene vi ser i Eqaluit Ilordlit var en del af Vesterbygden, en af tre bosættelser som kolonister fra Island (de såkaldte nordboer) grundlagde i Grønland fra år 986, og hvor de levede i et halvt årtusind som den absolut yderste forpost for den vestlige civilisation. Vesterbygden lå spredt over en stort område i bunden af Godthåbsfjorden og Lysefjorden. Den har måske haft op mod 1.500 indbyggere på højdepunktet, der boede spredt i godt 100 gårde. Alle bygget som snævre mørke tørvehytter, hvor nordboerne boede sammen med deres husdyr. Hvilket skal tages bogstaveligt: Mennesker og dyr boede oftest i samme rum, da dyrenes kropsvarme var datidens svar på centralvarme.
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
Et spørgsmål der er lige til Ripley's "Believe it or not":
Findes der 1.000 år gamle kornmarker på Grønland?
Svaret er: Ja.
Dette er rent faktisk en kornmark, der først blev anlagt af nordboerne, for måske 1.000 år siden.
"Marken" har sandsynligvis ikke været høstet i 500 år. Det barske klima gør, at næsten ingen andre planter har blandet sig med kornet siden.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi finder også en kornmark (!), plantet af nordboere for måske 1.000 år siden. Korn kan ikke nå at modne i den korte grønlandske sommer, men nordboerne brugte det umodne korn som dyrefoder. Hvad der imponerer os mest, er naturligvis hvad dét viser om, hvor fantastisk langsomt landskabet ændrer sig i dette oftest mennesketomme, barske klima.
På en anden tur et par uger efter sejler vi ind i Godthåbsfjorden med kurs mod Anavik, der var den største nordbogård i Vesterbygden. Men selvom vi nu er i juni måned, er fjorden så tæt pakket med is, at vi ikke kan sejle derind. Klimaet var -- mener man -- lidt gunstigere på nordboernes tid, men deres liv i dette yderste nord har uden tvivl været barske løjer.
På højdepunktet var der måske over 5.000 nordboere i Grønland, heraf 2/3 i den større Østerbygden i Sydgrønland nær det nuværende Julianehåb (Qaqortoq). Alt hvad man ved om deres historie kommer fra nogle sagaer, nedskrevet mange år senere, og der er mange ubesvarede spørgsmål om dem. Først og fremmest: Hvor blev de af? Den sidste beretning fra nordboerne i Grønland kommer fra en islænding der kom ud af kurs og gik i land i 1418, for året efter at returnere til Island med sin beretning: Hvad der herefter skete ved ingen. Da Hans Egede ankom i 1721 for at lede efter nordboerne var de forsvundet. Kun deres forladte simple gårde og kirker af groft tilhuggede sten stod tilbage i bunden af Grønlands fjorde.
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|