|
Skal man se ét museum i Sverige, eller for den sags skyld i hele Norden, så er "Vasa"-museet i Stockholm et godt bud. Og nej, det handler ikke om knækbrød … Hele museet er bygget omkring den fantastisk velbevarede krigsskib "Vasa", der sank i Stockholms skærgård under sin jomfrurejse i 1628.
Historien bag "Vasa" er næsten en gammel version af "Titanic". Det var ganske vist et krigsskib, men skulle også være det største, mest frygtindgydende, bedst bevæbnede og smukkeste, der nogensinde var søsat. Bestemt for at være den svenske flådes flagskib, var det 62 meter langt, 53 meter fra køl til mastetop, 1300 tons tungt og med plads til 64 kanoner på to dæk. Agterskibet var smykket fra vandlinje til øverste dæk med udskårne figurer af alle tænkelige og utænkelige guder, helgener og konger, malet i strålende farver.
En skønne dag i 1628 satte "Vasa" sejl fra Stockholm, men det sejlede mindre end en halv kilometer. Så krængede skibet over, vandet fossede ind gennem de nederste kanonporte, og skibet sank på 30 meter vand. Det var yderst pinligt, og der blev holdt lange søforhør efterfølgende. Ingen blev dog stillet til ansvar, fordi skibsbyggerne kunne vise at de kun havde fulgt kong Gustav Adolf's ordrer, om at bygge et ekstra kanondæk på et tidspunkt hvor den nederste del af skibet allerede var bygget. Det betød at "Vasa"s tyngdepunkt kom til at ligge alt for højt: Der var ikke nok plads til ballast i bunden, så skibet lå for højt i vandet og krængede over ved først givne lejlighed.
"Vasa" blev genfundet af en dykker i 1955, og i 1961 blev skibet hævet fra sin våde grav. Skibet består af 14.000 stykker, og det kæmpemæssige arbejde restaureringsarbejde blev først afsluttet i 30 år senere. Men resultatet er intet mindre end imponerende. "Vasa" udgør i dag centrum i et fremragende museum på Djurgården Øen i det indre Stockholm - ikke langt fra hvor hun sank og lå på havbunden i 333 år.
|
|