DET DRAMATISKE LANDSKAB VED
VANG VIENG  Laos, marts 2000

En bagende varm dag i midten af marts forlader vi Luang Prabang. Vi kører med truck-bus ad hovedvej 13, der fører stik sydpå mod hovedstaden Vientiane.  Afstanden mellem de to byer er knap 300 kilometer, der i ét stræk kan tilbagelægges på cirka otte timer. Dét er i sig selv et stort fremskridt, for vejen blev først asfalteret så sent som i 1998: Da blev det for første gang muligt at nå fra Luang Prabang til Vientiane over land på én dag, og asfaltvejen afløste Mekong-floden som hovedfærdselsåren i denne del af Laos.

Det første stykke af vejen efter Luang Prabang går gennem ujævnt højland. Vejen er mange steder anlagt på selve højderyggene, med spektakulære udsigter ud over dybe dale og stejle, jungleklædte bjergmassiver. Det er et utroligt uvejsomt terræn, der stadig siges at give ly til oprørsgrupper fra bjergstammerne. Der har dog ikke været problemer længe da vi tager turen. Vi passerer vejknudeounktet Sala Phou Khoun med smuldrende rester af et fransk fort, hvor hovedvej 7 fører mod øst til den sagnomspundne Lerkrukke-slette. Man kommer ud af højlandet ned til det frugtbare lavland, og her stopper bussen i den lille by Vang Vieng. Her står vi af.

Lodrette klippe-formationer
rejser sig på
alle sider af Vang Vieng.

Attraktionen i Vang Vieng er natursceneriet. Den lille landsby ligger omgivet af pandekageflade rismarker, fra hvilke rejser sig lodrette klippemassiver, der udgør en naturens "skyline" som især ved solnedgang aftegner sig spektakulært mod en purpurlilla tropehimmel. Man får let indtrykket af, at man oplever et klassisk kinesisk landskabsmaleri "live".

Klipperne er så i øvrigt fulde af huler, der kan udforskes. Nogle svømmer man ind i, med et stearinlys i hånden, mens små flagermus basker rundt under loftet. Der er masser af smukke indtryk at hente i Vang Vieng.

Så kan man til nød abstrahere fra det beklagelige faktum, at byen også er ved at blive et tilholdssted for den mere hængerøvsagtige del af det internationale back-packer-set. Diverse narkotikum er billige og let tilgængelige i Laos, og Vang Vieng er blevet stedet, hvor mange slår sig ned semi-permanent mens de fejrer dét. De er let genkendelige på deres svømmende blanke øjne, gustne hud og fedtede hår. Hver sin lyst.

Til venstre: Indbyggerne i Vang Vieng reddede sig fra en kinesisk invasionshær i 1800-tallet ved at barrikadere sig i Tham Yang hulen, som nu er en vigtig lokal helligdom. Indgangen til hulen er ganske malerisk -- indenfor er den desværre oplyst med kulørte lamper.
Til højre: Så store bliver bambus altså i Laos . . .

Næste side:
Laos' søvninge hovedstad - Vientiane

FORSIDE