VERDENS ÆLDSTE KOLOSSALSTATUE
DEN STORE SPHINX VED GIZA  Ægypten, maj 2002

Den Store Sphinx ved Giza, med Keops-pyramiden i baggrunden. De små pyramider th. er dronningegrave.

Nedenfor de store pyramider på Giza-plateau'et ligger den stenløve med menneskeansigt, som vi kender som Sphinx'en. I 4.600 år har den vogtet over området, og den er faktisk Verdens ældste kolossalstatue. Hvilket måske kan forklare, at den faktisk udgør et temmelig dårligt stykke arbejde, med en krop der er alt for bred og lang i forhold til størrelsen af hovedet. Men detaljer, detaljer. I næsten fem årtusinder har dette vejrbidte ansigt skuet mod solopgangen. Engang mod grønne marker og Nilen, i dag mod den skov af betonbyggeri, der udgør Cairo's vildtvoksende forstæder. 

Ligesom pyramiderne har også Sphinx'en været genstand for megen mystifistisk spekulation. Der er vist de der mener at Sphinx'en reelt er flere tusind år ældre end pyramiderne og bygget af en civilisation der var ældre end det gamle Ægypten. Mon dog. Sphinx'en udgør en central del af Khefren's begravelsestempel, og blev - mener de fleste -- bygget samtidig med dette.  Hvad den så helt præcist symboliserede er mere uvist. Det var græske besøgende, der senerehen i oldtiden benævnte statuen som "Sphinx'en", fordi den mindede meget om et blodtørstigt væsen med menneskehoved, løvekrop og falkevinger fra den græske mytologi. Men for mange besøgende i dag symboliserer den tavne gigant ved foden af pyramiderne simpelthen de mere gådefulde sider af faraonernes gamle Ægypten.

Et andet og mindre eksempel på en sphinx-statue. Ved den lille landsby Mit Rahina 25 sydvest for Cairo finder vi de meget sparsomme ruiner af Memphis, Ægyptens ældste hovedstad. Her er også en lille museum, med bl.a. denne sphinx-statue udhugget af alabaster. Den har formodentlig bevogtet indgangen til et palads eller et tempel.

Næste side:
Pyramidernes Land
En udflugt fra Cairo, til pyramiderne i Saqqara og Dahshur

FORSIDE