|
"Nuuk Sneskulptur Festival" afholdes i Godthåb i den tredje weekend i marts hvert år, og har i de senere år udviklet sig til en stor begivenhed, der tiltrækker deltagere fra hele Grønland, samt en håndfuld fra andre lande; at dømme efter de flag der blafrede over skulpturerne bl.a. fra Island, Canada og Wales (?) Festivalen går ud på at skabe den flotteste, mest kunstfærdige og mest kreative sneskulptur. "Råmaterialet" udgøres af en terning af 3 x 3 x 3 meter tilstampet sne, og holdene har tre døgn til at udføre opgaven. Der arbejdes hårdt, næsten i døgndrift. Det er ikke tilladt at bruge motoriserede eller elektriske hjælpemidler: Redskaberne er hakke, spader og pigtråd til at save med.
I 1999 blev konkurreret i to kategorier; figurativ og non-figurativ. Ingen forstod meningen med kategorierne, som ikke var defineret, men pyt med det: Skulpturerne var flotte!
|
|