HER MÅ IKKE SPYTTES … ELLER TYGGES TYGGEGUMMI
SINGAPORE  Januar 2000

Bystaten Singapore har måske ikke egentlige seværdigheder til mere end et par dage. Dette er ikke det eksotiske, forvirrede, eventyrlige og fascinerende Asien, som de fleste rejser ud for at se. Der er klinisk rent, velordnet, hypermoderne. Selv midterrabatten i motorvejen mellem Changi lufthavnen og centrum er tilplantet med tætklippedetræer, blomsterbede og friserede græsplæner. I bymidten står blanke skyskrabere skuldre mod skuldre og strækker sig mod himlen i Asiens finanscentrum "Commercial District" .

Men Singapore skal netop ses i sammenhængen. Man fatter ikke den virkelige spændvidde i hvad Asien kan byde, før man har oplevet Singapore.

Dette er byen, hvor det er forbudt at indføre, sælge, besidde og tygge … tyggegummi. Forbuddet blev indført fordi tyggegummi sad fast på skinnerne og blokerede metrotoget. Og slig ineffektivitet kunne naturligvis ikke tolereres. Ligeledes er det forbudt at spytte offentligt. Sidstnævnte udgør faktisk et meget stort indgreb i befolkningens dagligdag: 78 pct. af Singapores indbyggere er kinesere, og for dem er det at spytte angiveligt noget temmelig centralt: Ifølge gammel tradition ryger ondsindede ånder med ud af kroppen når man spytter. Spytter grundigt, vel at mærke! På vores hotel kan vi ud fra lydene konstatere, at de for de derboende kinesere udgøres en stor del af morgentoiletten af en særdeles grundig gang harken og spytten (føj og atter føj!!!)

En spadseretur rundt i Commercial District giver ømme nakkemuskler af at spejde op langs himmelhøje skyskrabere. Supermoderne, højteknologiske, strømlinede. Stål, glas, beton. Selv Singapores regering mente vist på et tidspunkt, at byen blev for strømlinet og sjælløs. Derfor er de overlevende bygninger fra den britiske kolonitid overdådigt restaureret, men med samme resultat: Restaureringen har været så grundig, at kolonitidens bygninger er blevet klinisk funklende, og fremstår som polerede museumsbygninger. 

Supermoderne skyskrabere rejser sig over gamle kinesiske huse i Singapores "Commercial District".

I Singapores lille muslimske kvarter "Arab Street" lod regeringen plante daddelpalmer for at give stedet et mellemøstligt look. Selvom Singapores muslimer faktisk er malayer, og ikke arabere.

Mest sjæl er der tilbage i Singapores indiske kvarter, "Little India", hvor vi er så heldige på denne dag i januar 2000 helt uplanlagt at løbe ind i en af hinduernes vigtigste festivaller, "Thaipusam". Det er her, at unge mænd for at bevise deres mod og manddom sætter kroge fast i huden på overkroppen, og sætter vægte i. Herefter paraderer de uden at vise smerte gennem gaderne, mens deres venner jublende akkompagnerer dem med dans og musik. Et tiltrængt afbræk i Singapores strømlinede liv.

Singapore skal primært opleves for det det er. Supermoderne, højeffektivt. Et yderpunkt i den ekstreme spændvidde af oplevelser Asien giver. Det er passende at afslutte sin dag i bystaten på Boat Quay ved Singapore floden, hvor engang britiske handelsskibe provianterede på vej tilbage fra Kina, men som i dag er en tæt række af hundedyre barer, hvor byens kosmopolitiske jet-set afslutter arbejdsdagen.

Vi bestiller hver en Singapore Gin Sling (hvad ellers?) og nyder udsigten mod den imponerende skyline i Commercial District mod tropisk stjernehimmel.

Til venstre:
"Thaipusam" i Little India,
Singapores indiske kvarter.
En ung inder forberedes til manddomsprøven -- at gå gennem byens gader med overkroppen grundigt piercet af talrige nåle og kroge.

Næste side:
Verdens ældste regnskov - Taman Negara
(Malaysia)

Januar 2000

FORSIDE