SKIDT & KANEL INDENFOR ...
REJSELITTERATUR

En uundværlig del af enhver rejse er den inspiration og baggrundsviden, man kan hente i en god bog. En bog til at have i rygsækken på selve rejsen, der giver ekstra kolorit på oplevelsen, er heller ikke at foragte.      Så hermed et par helt personlige bud på skidt & kanel.

(Udgivelser der er mærket "stort format" er fotobøger 20x30 cm. eller større).

GENEREL INSPIRATION …

Jens Bjerre: ENDNU LEVER EVENTYRET, Lademann 1973.
(Stort format). Livsbekræftende gennemgang af en lang række eventyrlige steder i Verden, rigt illustreret. Endnu lever eventyret!

Carsten Jensen: JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE, Rosinante 1996.
Selvpsykologisk navlepilleri er der vel en del af, men Carsten Jensens beretning om sin jordomrejse på jagt efter inspiration til sit fortsatte liv efter midtvejskrisen er en interessant og velskrevet rejsebog. Asienskapitlerne (især om Vietnam og Cambodia) kan særligt anbefales.

Hakon Mielche: VERDENS UNDERVÆRKER SOM JEG SÅ DEM, Lademann 1971.
(Stort format) En klassiker, hvis udformning har inspireret denne hjemmeside. Munter skildring i billeder og tekst af et klassisk udvalg af Verdens underværker. Sjov sport at konkurrere i, hvem der har set flest.

Marco Polo: EN BESKRIVELSE AF VERDEN
Dette er en af de virkeligt udødelige rejsebøger, oprindeligt forfattet ca. 1298. Findes i flere forskellige udgaver. På dansk: En ældre bearbejdet udgave af Aage Krarup Nielsen (1934) er standard på mange folkebiblioteker. På engelsk: THE TRAVELS OF MARCO POLO, Wordsworth Classics of World Litterature, 1997. Se evt. National Geographic maj-juni-juli 2001, for en flot artikelserie om Marco Polo's rejse til Kina.

Chris Scarre (red.): THE SEVENTY WONDERS OF THE ANCIENT WORLD, Thames & Hudson, London 1999.
(Stort format)

National Geographic Society: THE WONDERS OF THE WORLD, Washington D.C., 1998. (Stort format)


TIDSSKRIFTER &
GUIDEBOGSSERIER

BLUE GUIDES
Guidebogsserien for de arkæologiske feinschmeckere, hvor der gås 101 % i dybden med især de historiske og arkæologiske facetter af de beskrevne steder. Især god for de steder man tager til bl.a. af dén grund, fx Ægypten og Jerusalem.

INSIGHT GUIDES
Engelsk guidebogsserie, der på dansk hedder "Rejsen rundt i …". Læs dem på originalsproget. God som all-round intro til kultur, folklore og historie, og de talrige fotos giver masser af inspiration og rejselyst. Komplet værdiløs som praktisk guide. Kvaliteten svinger i øvrigt meget fra bog til bog.

LET'S GO
Fænomenal guidebogsserie. Koncentrerer sig ofte om de steder hvor der rent faktisk er noget at se, hvor fx Lonely Planet ofte lider under at de skal have revl & krat med. Kan derfor gå meget i dybden med de udvalgte steder, og er suverænt bedst hvad angår information om overnatningsmuligheder og transport. De historiske og kulturelle dele er dog bedre i Lonely Planet.

LONELY PLANET
Den klassiske guidebogsserie fra det australske forlag Lonely Planet dækker nu hele jordkloden, Antarktis inklusive.
Der er de der mener at LP efterhånden skyder over målet i deres detaljerede research, og at LP bør stå for "Lonely and Paranoid". Mange steder anbefalet af Lonely Planet -- byer, spisesteder og hoteller -- må man regne med er blevet overrendt af backpackere, af selv samme årsag. I nogle udgaver har LP bestræbt sig på at medtage alt, inklusive en masse ligegyldige byer og provinser. Shoestring-udgaverne, hvor kun de seværdige steder er medtaget, er klart at foretrække.
Dog: Sine fejl til trods er Lonely Planet stadig blandt de bedste på markedet, især de traditionelle backpackerlande i tropisk Asien og Mellemøsten.

NATIONAL GEOGRAPHIC
Det klassiske tidsskrift slår aldrig fejl som fremragende inspiration til at komme ud og se Verdens mest eksotiske afkroge.

POLITIKENS "TUREN GÅR TIL".
TUREN GÅR TIL GRØNLAND er ganske udmærket, og hæver sig højt over gennemsnittet blandt det der ofte er en tynd og charterturistet guidebogsserie. Kan man nøjes med den korte version af tingene er det dog OK.


ENKELTE LANDE

BURMA

George Orwell: BURMESE DAYS, Penguin Classics.
Jeg havde denne bog som aftenlæsning under vores rundrejse i Burma, og det var velvalgt. Orwell's beretning om livets melankolske gang i en by i Øvre Burma i den britiske kolonitid ca. 1930 er et fantastisk stykke litteratur. En beretning om mødet mellem Vesten og Østen, der korrumperer begge, og dermed også en ætsende kritik af det britiske kolonistyre (Orwell var på et tidspunkt selv udstationeret til Burma i det britiske militærpoliti).

CAMBODIA

Christopher Hudson: THE KILLING FIELDS, Pan Books 1984.
Bogversionen af den Oscar-belønnede 1984-film om Khmer Rouge's sejr over den amerikansk-støttede regering i 1975, og det efterfølgende folkemord, der kostede mere end 2.000.000 cambodianere livet. Rystende men passende aftenlæsning før eller under et besøg i Phnom Penh, hvor de fleste hosteller ofte viser filmen på video.
Se & læs med den bagtanke, at hovedpersonen Sidney Schanberg før Phnom Penh's fald i artikler i New York Times omtalte Khmer Rouge som en tværpolitisk bevægelse, som ville arbejde for forsoning når krigen var slut, og at rapporter om massemord i erobrede byer var løgnagtig propaganda.

GRØNLAND

Erik Erngaard: GRØNLAND I TUSINDE ÅR, Lademann 1973.
(Stort format) Grønlands natur, dets indbyggere og dets historie, samt polarekspeditionerne i Nordpolsområdet skildres i denne rigt illustrerede og inspirerende fotobog.

Bent Gynther og Aqigssiaq Møller (red.): GYLDENDALS BOG OM GRØNLAND, Gyldendal 1999.
Omfattende og bredt funderet bog hvor Grønlands historie, befolkning, kultur og natur beskrives af fagfolk i lettilgængelige kapitler. 400 sider, rigt illustreret.

Vagn Laudrup: OMKOM 79 FJORDEN. 
Det definitive værk om Danmarks-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08. En historie om ambition og tragedie, ekspeditionens gådefulde undergang der aldrig er fuldt opklaret, og under det hele en beretning om menneskets kamp mod den på én gang prægtige, barske og nådesløse arktiske natur.


ISRAEL

Arne Falk-Rønne: AD BIBLENS STIER
Arne Falk-Rønne: DU ER PETER
Arne Falk-Rønne: VEJEN TIL BETHLEHEM
Arne Falk-Rønne: VEJEN PAULUS GIK
Den afdøde danske rejsebogsforfatter Arne Falk-Rønne skrev 1960-1980 en række rejsebøger med udgangspunkt i bibelhistorien, bibelske steder og bibelske personer. Især for de med en interesse i historie og religion-- og kombinationen af disse -- er hans bøger en både spændende, underholdende, malerisk, morsom, dybfølt og velskrevet introduktion til "Det Hellige Land", dets fascinerende fortid og problematiske nutid, og forbindelsen mellem de to. Falk-Rønne var suveræn til på en elegant og levende måde at skrive nutid og fjern fortid sammen.

INDIEN

Arne Falk Rønne: JORDEN RUNDT I 80 DAGE, 100 ÅR EFTER.
I Jules Verne's roman sejler Phileas Fogg stort set hele vejen rundt om kloden, med undtagelse af færden tværs gennem Indien. Helt naturligt fylder skildringen af Indien ca. 1975 meget i Arne Falk-Rønnes rejse i Phileas Fogg's fodspor. Som altid, absolut læseværdig.

ITALIEN

Arne Falk-Rønne: ROM VARER HELE LIVET
Levende og livsglad beretning om alle facetter i livet i den evige by, før og nu.

Colleen McCullough: DEN ROMERSKE FAMILIE
Forfatteren af "Tornfuglene" har begået denne fabelagtigt fængende serie om livet blandt den herskende klasse i det gamle Rom, i republikkens sidste årtier. Følger tæt de historiske kendsgerninger, og rammer på overbevisende måde, uden utidig romantisering, den brutale og upolerede tidsånd i det gamle Rom. Julius Cæsar og Kleopatra i absolut ikke-Hollywood-agtig udgave er blandt hovedpersonerne.

JORDAN

Agatha Christie: AFTALE MED DØDEN.
Petra og kolonitidens Jordan udgør totalt ligegyldige kulisser i denne historie med Hercule Poirot.

Arne Falk-Rønne: MOSES' VEJ GENNEM ØRKNEN
Absolut anbefalelsesværdig: Med maleriske beretninger fra især Jordan og Petra.

Thomas Edward Lawrence (Lawrence of Arabia): VISDOMMENS SYV SØJLER

T.E. Lawrence's selvbiografiske beretning om det arabiske oprør mod tyrkerne under 1. verdenskrig. En fantastisk beretning om det moderne Mellemøstens tilblivelse. Om oprør, kamp, ære og stolthed. Om liv og død blandt hærdede beduiner i Arabiens afsvedne ørkener.
Skrevet af en utrolig intelligent og måske lettere psykotisk mand, hvis selvpsykologiske opgør fylder godt op i bogens slutning. Hører ikke desto mindre til blandt de største og prægtigste historiske beretninger.

SPANIEN

Arne Falk-Rønne: ØERNE I SOLEN
Om Kanarieøernes fortid og en nutid som afstressende retræte for ældre nordeuropæere (godt) og pakke-turismens Mekka (skidt).


VIETNAM

Litteratur om Vietnam-krigen kan fylde et helt bibliotek. Et ganske lille udpluk:

Philip Caputo: KRIGSLARM
En intens og malerisk selvbiografisk beretning om en amerikansk soldats oplevelse af Vietnam og af den frustrerende og blodige junglekrig. En interessant introduktion i menneskehøjde til Vietnam-krigen. Beskæftiger sig mere med selve landet og krigen end andre selvbiografier der svælger i soldatertraumer (fx Ron Kovic's "Født 4. Juli").

Henry Kissinger: DIPLOMACY, Simon & Schuster.
Kapitlerne 25-28 i denne ekstremt velskrevne diplomatiske verdenshistorie handler om USA's engagement i Vietnam, ud fra synspunktet af en af periodens vigtigste beslutningstagere i USA. Henry Kissinger har uddybet sine beretninger og synspunkter yderligere i sine memoirer (samme forlag). Især god for den storpolitiske kontekst for krigen.

Bao Ninh: SORROW OF WAR
Gadesælgerne i både Hanoi og Saigon falbyder denne. Køb den og læs den. En personlig, intens og absolut uheroisk skildring af "Den amerikanske krig", skrevet af en soldat der tilbragte 10 år i felten på Nordvietnams side.

Neil Sheenan: BRIGHT SHINING LIE
Lang, men yderst velskrevet bog om USA's engagement i Vietnam. Skrevet i fortællende journalistisk stil og lige til at gå til. Så absolut på den kritiske side i forhold til USA's engagement i krigen.

ÆGYPTEN

Sussi Bech: NOFRET
Dansk tegneserie om en ung kvindes oplevelser i det gamle Ægypten på Tut-Ankh Amon's tid. Flot tegnet, suveræn atmosfære af faraonisk tidsalder og Ægyptens mystik, og med en fængslende fortsat historie.

Agatha Christie: DØDEN PÅ NILEN
Traditionel Agatha Christie "hvem gjorde det" drama. Tja … Læs den derhjemme hvis du kan li' detektivromaner: Ægypten er en fin kulisse for filmatiseringerne, men grundlæggende kunne det hele jo lige så godt foregå på Gudenåen.

Arne Falk-Rønne: REJSE I FARAONERNES RIGE
Den danske rejsebogsforfatter skildrer i muntert og malende sprog sin rejse gennem Ægypten: Fra pyramider og faraoner til moderne dagligliv i landsbyerne langs Nilen. Især velvalgt hvis man er historisk interesseret, men læseværdig under alle omstændigheder.

Edgar P. Jacobs: BLAKE & MORTIMER - PYRAMIDENS HEMMELIGHED I/II
Album i tegneserien "Blake & Mortimer", fra ca. 1950. En fantastisk fængende historie, hvor det gamle Ægyptens mysterier, faraonernes forbandelser, legender om skjulte gravskatte og moderne arkæologer og gravrøvere alle bidrager til historien.

Christian Jacq: RAMSES - LYSETS SØN
Den franske arkæologiprofessor Christian Jacq har ramt bestseller-guldåren med sine bøger om Ramses (II), der skildres som civiliseret, oplyst, vis, retfærdig, tapper, muskuløst veltrænet, endeløst forelsket i sin dronning Nefertari. En større gang ævl og platheder skal man lede længe efter.

Mark Lehner: EGYPTENS PYRAMIDER, Gyldendal 1998.
Ultimativt værk om Ægyptens pyramider -- med både historie, arkæologi, mytologi og arkitektur.


FORSIDE