|
Ikke mange byer kan siges at være blevet verdensberømte på en fiasko. Men det er tilfældet for italienske Pisa, hvis "Skæve Tårn" uden tvivl indtager pladsen som verdens mest berømte omgang byggesjusk.
Faktisk er tårnet et af tre bygninger på det, som pisanerne selv ubeskedent kalder "Verdens smukkeste torv": Mirakelpladsen, Campo di Miracoli. Tårnet blev påbegyndt i 1100-tallet, tænkt som et fritstående klokketårn til Pisas domkirke. En af datidens mest berømte arkitekter, Bonanno Pisano, fik tildelt opgaven, men allerede da han havde bygget tre etager begyndte tårnet at hælde på grund af en fejl i fundamentet. Han forsøgte at modvirke hældningen ved at gøre de næstfølgende etager skæve i den modsatte retning, men tårnet hældte stadig mere og afviger i dag næsten 5 meter fra sin horisontale akse.
Det siges, at Galileo Galilei en skønne dag i 1600-tallet kravlede de 294 trin op og demonstrerede tyngdeloven ved at slippe to kugler med forskellig vægt samtidig fra den øverste etage. De ramte Mirakelpladsen samtidigt, ergo var tyngdekraften uafhængig af massen. I dag kan man ikke følge i hans fodspor, da tårnet har været lukket siden 1990 af frygt for en sammenstyrtning.
Mange forslag er blevet fremlagt om, hvorledes man bedst bevarer Pisa's berømte vartegn. Indtil fornylig øgedes hældningen fortsat hvert eneste år, og det var kun et spørgsmål om tid før tårnet ville styrte sammen. I dag har man dannet en modvægt med kabler, og det er lykkedes at rette tårnet en anelse op. Håbet er, at det nu vil stabilisere sig og blive stående, så fremtidige generationer også kan besøge det charmerende Pisa og trække på smilebåndet af Verdens mest berømte omgang byggesjusk.
|
|