|
Engang for vistnok en 10-15 år siden var jeg ved at dø af grin, da en deltager i Lykkehjulet (hvil i fred!) først præsenterede sig som "glad for at rejse" og som en der "rejser rigtig meget", for så i den næste snik-snak-pause at sige at han "var især glad for Tenerife og havde været der 15 gange". Jeg mente og mener at der er stor forskel på at være glad for at rejse, og på at tage på charter-tur til Solen - en moderne religion med et Mekka på netop omtalte ø.
Men OK - Nu har jeg selv været der, på en rejse til Solen. Og nu overvejer jeg, om måske har den herre fra Lykkehjulet på sit første besøg på Tenerife besøgt vulkanbjerget Pico de Teide. Og dér mødt ladron de Alma, "Sjæletyven", der siges at snige ind på de besøgende for i et snuptag at trække et stykke af deres sjæl ud gennem munden på dem. Derefter vil de altid længes tilbage til Tenerife og Teide. Eller hvad? Men så meget kan siges uden forbehold, at et besøg på Teide er en utrolig smuk oplevelse, der rækker langt udover det man forventer et sted de fleste primært tager hen for at nyde Sol og badevand.
Tenerife ligger - som resten af Kanarie-Øerne - midt i det bælte af nordvest-fra kommende passatvinde der i sine tider blæste Christoffer Colombus til Den Nye Verden. Takket være Teides bjergmassiv betyder dette at øen har en grøn og frodig nordlig del og en næsten ørkenagtig stenet sydlig del, der til gengæld har et helt astronomisk antal solskinstimer. Fra begge sider fører veje op mod Teide, der går zig-zag gennem vidtstrakte duftende skove af tårnhøje kanariske fyrretræer.
På et tidspunkt passeres trægrænsen, den blå himmel åbner sig over en, og man når til randen af det gamle kæmpekrater, Las Cañadas, som udfylder det meste af Tenerifes højslette. Dette ældgamle krater stammer fra det kæmpemæssige vulkanudbrud der engang i fjern fortid fik øen Tenerife til at skyde op fra dette sted i Atlanterhavet hvor havbunden ellers lå næsten end 4.000 meter under havoverfladen. Krateret har oprindeligt været 75 kilometer bredt. I dag består den østlige halvdel stadig, som en halvmåne af skarpe forvitrede bjergtinder. Kraterets indre er gennem årtusinder blevet fyldt gradvist op af lag på lag af lava fra de stadig aktive vulkaner, der nu udgør bjergmassivets nordlige og vestlige del: Pico del Teide, og dets noget lavere tvilling, Pico Viejo - der sidst var i udbrud i 1901.
Selve Las Cañadas bevæger kan bedst beskrives som et målelandskab af rødbrune lavamarker og forvitrede forvredne klipper, mellem hvilke den kanariske lyng breder sig. Og foran og over én tårnet sig Pico del Teide's smukt symmetriske kegleformede massiv. Her i februar med sne på den øverste del af tinden, der reflekteres i Sollyset gennem den krystalklare luft. I bil kan man køre ad vejen tværs gennem Las Cañadas til bjergets fod i 2.356 meters højde og dér tage svævebanen 1.200 meter længere op. Her ender man kun 150 meter fra bjergets tinde, som det kræver speciel tilladelse af bestige.
Den har vi ikke, så vi må undvære. Men vi nyder den rene luft, den kølige brise med en temperatur omkring frysepunktet, sneen, Solen og udsigten. Under os ligger Las Cañadas lavamarker og omkransende bjergtinder. Bag dem såvel nord- og som sydkysten af øen. Derefter Atlanterhavets blå evighed, og her igen de øvrige Kanariske Øer. Vi kan denne dag desværre kun se Gran Canaria mod øst, men på dage hvor også lavlandet er skyfrit, bør man kunne se alle de øvrige seks Kanariske Øer på én gang. Måske alt dette på én gang i virkeligheden er det der udgør ladron de Alma.
|
|
