ØRKENDRONNINGENS BY
PALMYRA  Syrien, juli 1994

Ved oasebyen Tadmor i den syriske ørken, fire timers buskørsel fra Damaskus, finder vi de imponerende ruiner af Palmyra. I oldtiden en af Mellemøstens største og rigeste byer, der på sit højdepunkt-- under ledelse af den karismatiske dronning Zenobia -- udfordrede datidens ubestridte supermagt Rom.

Det var handel og geografi, der bragte rigdommen til Palmyra. For her ligger den eneste større oase i den syriske ørken, og det gjorde på et tidligt tidspunkt i historien byen til en vigtig flaskehals for karavanetrafikken ad "Silkevejen" ad hvilken varer allerede i oldtiden bragtes til Middelhavsområdet fra Persien, Indien og endda Kina. I dag ligger Palmyra's imponerende ruiner nærmest midt i ingenting, omgivet af oasens tusinder af daddelpalmer  og en lille moderne by kaldet Tadmor, "Dadlernes By".

I ruinerne af Baal-templet, der var den største helligdom i Palmyra.

Bemærk omridset af den lille arabiske borg af nyere dato på bakken i baggrunden til højre.

Palmyras magt og rigdom nåede et højdepunkt i 200-tallet. Byens konge Odenathus var en brilliant hærchef, men samtidig loyal romersk allieret. Da hans indsats sikrede Rom sejren i en langvarig krig mod Persien fik han tildelt titlen  "Genopretter af Østen" med overkommando over alle romerske hære i området. Kort tid herefter, i året 267, blev han myrdet. Morderen var en ung adelsmand, som var mistænkt for at være en elsker til Odenathus' ærgerrige dronning Zenobia. Men da morderen meget hurtigt selv blev ombragt, var det jo påstand mod påstand, og Zenobia sad tilbage for enehersker.

Den britiske forfatter Edward Gibbon skriver om hende i sin "The Decline and Fall of The Roman Empire":Zenobia var lige så smuk som Kleopatra, men overgik hende i ære og værdighed. Hun blev berømmet som den mest elskelige og mest heroiske af alle kvinder.  Hendes hud var mørk, hendes tænder hvide som perler. Hendes øje sorte øje lynede som ild. Hendes stemme var fast og harmonisk.

Zenobias skønhed og stærke personlighed blev matchet af hendes ambitioner. Hun overtog sin afdøde mands position som hersker over den østlige tredjedel af Romerriget, inklusive Lilleasien og Ægypten, men tog sig ikke synderligt af den lille detalje med Roms formelle overhøjhed. Hun begyndte hurtigt at regere og agere som herskerinde i et uafhængigt rige. Mønter blev præget, der fremstillede Zenobias mindreårige søn med titlen "augustus" - kejser uden overmænd eller ligemænd.

"Tetrapylon" kaldes dette monument af fire gange fire  søjler i centrum af Palmyra.

Oprindeligt stod der en kæmpestatue på hver af de 4 piedestaler.

I mellemtiden havde Rom - efter årtier borgerkrige og indre uroligheder - endelig fået en ny og handlekraftig kejser i den barske general Aurelian. Han kunne naturligvis ikke acceptere Zenobia's åbenlyse oprør, da slet ikke når det var krydret med så høj grad af selvsikker uforskammethed. I året 271 marcherede han østpå. Zenobia trak sig tilbage til det stærkt befæstede Palmyra, hvor hun håbede at ørkenens hede og tørke ville tvinge romerne til tilbagetog. Men Palmyra faldt, og Zenobia blev ført til Rom som fange. Hendes videre skæbne er ukendt, selvom nogen historier går vistnok går på, at Aurelian i anerkendelse over hendes evner som hærfører gav hende en komfortabel villa i Italien, hvor boede resten af livet.

Palmyra slap billigt, men efter et nyt oprør nogle år senere var Aurelian's tålmodighed opbrugt. Indbyggerne blev hugget ned og byen brændt af. Dermed forsvandt Palmyra ud af historien, så man i 1.500 år derefter i Europa var i tvivl om, hvorvidt beretningen om Ørkendronningen der trodsede verdensmagten Rom, var historie eller legende.

Den har altid været, er stadig, og vil fortsat være, lidt af hvert.

Ankomne til Palmyra efter 4 timers bustur fra Damaskus indlogerer vi os på det gamle "Hotel Zenobia", der som den eneste moderne bygning ligger indenfor den gamle bymur. Hotellet var et af de steder hvor europæisk adel på rundrejse i Orienten indlogerede sig i turismens spæde barndom. Der er stadig spor af fordums elegance, men på de nyistandsatte badeværelser har man valgt at beklæde gulvet med spejlglatte kakler af den slags vi i Danmark beklæder badeværelsers vægge med. Resultatet er, at første aften i Palmyra er tæt på at koste mig en knæskal.

Selve Palmyra har vi for os selv, undtaget en hollandsk backpacker og et par lokale (Det var i 1994; turismen er nok taget til siden da). Der er nok at se på. Byens enorme Baal-tempel er meget velbevaret, og i nichen hvor offerdyrene blev brændt, er murværket stadig sodsværtet. Resterne af hovedgaden kendes som "Den Store Kolonnade", fordi den var linet med søjler hvoraf flere hundrede stadig står eller er blevet genrejst. Hovedgaden er også et vidne til Palmyras status som karavaneby: Som noget helt unikt for så rig en by, blev den aldrig brolagt, for at kameler kunne bruge den uden at glide.

Efter at have gået gennem Palmyra, kravler vi op ad en nærliggende bakke, hvor der ligger en lille arabisk borg af nyere dato. Da vi nærmer os indgangen, dukker en gammel gut op af ingenting, og vil sælge os 30 grader varm Sprite. Vi er godt tørstige, men ikke tørstige nok til 30 graders Sprite. Fra toppen af den arabiske har vi en fantastisk udsigt ud over Palmyras ruiner, der gløder gult i eftermiddagssolen. Oasen spreder sig ud med tusinder af daddelpalmer på tre sider af den gamle by, mens den pandekageflade ørken på den anden side fortaber sig i en støvet varmedis.  Kort tid efter går Solen ned over Ørkendronningens by.

Næste side:
Korsfarernes stærkeste fæstning - Crac des Chevaliers
(Syrien)

FORSIDE