|
Den videnskabelige forklaring på aurora borealis eller "Nordlys" er temmelig bøvlet. Men det er ligetil nærmest at falde i svime over det fantastiske skue som dette naturens underværk kan give én.
Jeg husker selv første gang jeg selv så det i fuld udfoldelse. En frostklar vinteraften i februar, hvor vi går fra Kolonihavnen op mod centrum af Godthåb / Nuuk og her passerer en kort strækning uden gadelygter. Pludselig lige præcist der drages vores blikke opad, og deroppe, med polarnattens stjernevrimmel som baggrund, fylder nordlyset på én gang næsten halvdelen af himlen. I et vidunderligt spektakulært skue danser det rundt, danner ustandseligt nye former og mønstre i alle farver. Alt sammen udført i dybeste tavshed.
Man holder aldrig op med at beundre nordlyset, som det lyser op i de mørke vinternætter. Men den allerførste gang man oplever det udfolde sig i al sin vælde og skønhed, dén kan næsten ikke undgå at stå som noget særligt.
Inuitternes gamle sagn - som de dog nok meste brugte til at få børnene indenfor og i seng om aftenen - var at nordlyset var onde ånder, der fløj rundt på nattehimlen. For tilrejsende danskere virker det lige modsat. Det er først når kulden har arbejdet sig gennem støvlerne, at man endelig tager sig sammen til at løsrive sig fra nordlysets sceneri, flytte fødderne og komme indendøre igen.
Da jeg under opholdet i Grønland desværre ikke havde udstyret (eller havde luret teknikken, om man vil) til at fotografere nordlys, er billedet på denne side doneret af Eigil Bay Johansen & Maiken Fejerskov.
|
|
