|
Mens flammerne slikkede i vejret fra Masadas fæstningstårne kaldte Eleazar ben Yair sin lille skare sammen.
"I morgen tidlig er vor modstand til ende", sagde han. "Men vi har vor frihed til at vælge en ærefuld død og dø sammen med vore kære. Lad os ikke forlade denne Verden som slaver, men som frie mænd, sammen med vore koner og børn. Før vi dør, skal hele fæstningen gå op i flammer. Det bliver en bitter skuffelse for romerne, når de ikke længere kan gøre os noget, og ikke finder noget bytte. Kun ét vil vi ikke røre: Vores forråd. Det skal ikke hedde, at vi er gået i døden på grund af mangel på mad. Nej, vi har frivilligt valgt døden fremfor slavelivet".
Og så dræbte hver mand sin familie, efter at have taget afsked med dem. De kastede alt, hvad de ejede og havde ud af boligerne og satte ild til det. Dernæst blev der udtrukket ti mand ved lodtrækning, der skulle slå alle de andre ihjel. Da dette var sket, valgte de én, der skulle slå de andre ni ihjel. Og da den sidste overlevende havde forvisset sig om, at alle var døde … stødte han selv af al kraft sværdet i sit bryst.
Josephus Flavius
Disse dramatiske begivenheder udspillede sig i fæstningen Masada i Judæa i år 73. Efter årtiers romersk styre havde den jødiske befolkning i år 66 rejst sig i et rasende oprør mod besættelsesmagten. Rom sendte 60.000 mand til urocentret. Efter flere års kampe slog romerne endelig oprøret ned, erobrede Jerusalem og brændte byen af. Men en lille hårdnakket gruppe af frihedskæmpere -- kaldet zeloter -- fortsatte kampen fra den utilgængelige fæstning Masada. Romerne havde intet valg. Oprøret måtte knuses endeligt, én gang for alle. De sendte den sejrrige 10.legion med 5.000 hærdede veteraner ned til Masada med klare ordrer: Indtag fæstningen, slå oprøret ned én gang for alle. Lad ingen undslippe!
Lettere sagt end gjort. Der var under 1.000 zeloter i Masada, heraf over halvdelen kvinder og børn. Men et stormløb var umuligt mod de stejle klippevægge. En belejring ville også være nytteløs: Zeloterne havde rigelige forsyninger, og underjordiske cisterner i klippen var fyldte med drikkevand. Så romerne byggede en kæmpemæssig rampe op ad fæstningens vestside, så de ad dén kunne bringe stormtårne og rambukke frem. Arbejdet varede i over et år under den bagende sol, men en dag i år 73 stod rampen færdig.
Den følgende dags morgen rykkede de sejrsvante veteraner fra den romerske 10.legion op ad rampen og ind i fæstningen. Kun for at finde rygende ruiner og en dødens stilhed. De eneste der st adig var i live i Masada var to gamle kvinder, der havde gemt sig, om som kunne genfortælle historien om zeloterne på Masada. En historie om frihedskamp, om selv i nederlagets stund at trodse overmagten, og vælge døden i frihed fremfor slaveriet.
|
|
