|
Kanarie-Øen La Gomera var Christopher Colombus' sidste stop før han, dengang i 1492, sejlede ud over Atlanterhavets ukendte vidder og opdagede En Ny Verden. I dag er det en Fred Olsen færge med fortid på ruterne over Kattegat, der bringer os fra Tenerife til den lille naboø mod vest.
La Gomera er en lille ø, 26 kilometer lang og 17 kilometer bred, men stærkt kuperet med mange høje bjerge. Det højeste punkt er Garajonay-klippen kendt som "Columbus Ægget" pga. sin æggeform - der midt på øen når en højde af 1.484 meter. Øen er herligt frodig, da den ligger langt nok fra Afrikakysten til at undgå de tørre vinde fra Sahara. Højlandet på midten af øen er dækket af en tæt urskov af laurbærtræer. Faktisk den sidste urskov der er tilbage i Europa.
I dale og kystegne på La Gomera dyrkes i stor stil bananer, daddelpalmer, papaya og mange andre eksotiske frugter. At det kan lade sig gøre skyldes indbyggernes hårde arbejde gennem århundreder, med at bygge trappemarker på de stejle bjergskråninger, hvor jorden holdes på plads af sirligt tilpassede stenmure, stablet uden brug af noget form for bindingsmiddel. Denne meget arbejdsintensive landbrugsform har engang været en nødvendighed, men i dag kan den ofte ikke svare sig, og mange steder ser man også rester af sammenfaldne stensætninger som ingen længere vedligeholder. Men det er alt sammen malerisk ...
Et offer for udviklingen er nok også Gomera's virkelige krav på berømmelse, nemlig fløjtesproget silbo: Kunsten at kommunikere med høje pifte & fløjtelyde over lange afstande, mange gange længere end det er muligt at råbe (det er nemlig pointen!). Sproget opstod også af ren og skær nødvendighed på denne uvejsomme ø. Vel at mærke et egentlig sprog - bare udtalt som fløjten, og altså ikke noget der kan sidestilles med morsekode! Silbo-kunsten blev holdt i live helt op til der endelig kom bare nogenlunde velfungerende telefonforbindelser på øen, i 1970'erne. I dag laves der selvfølgelig forestillinger for turisten, men ellers har mobiltelefonien nok endegyldigt taget livet af silboen som levende sprog.
Men uanset om både silbo og trappemarker er truet af udviklingen, resterer der det faktum, at Gomera i sig selv er en fantastisk smuk ø. Frisk, frodig, og grøn. Relativt fredfyldt, oven i købet.
|
|
