JORDAN AD KONGEVEJEN, FORTSAT:
FRA AMMAN TIL PETRA

Fra Amman agter vi os sydpå til Petra, og der er to valgmuligheder. Enten den snorlige 4-sporede motorvej gennem ørkenen (Desert Highway) eller den snoede landevej, der følger den ældgamle karavanerute gennem det ujævne terræn østfor Det Døde Hav, og som er kendt som "Kongevejen" (Kings Highway). Vi vælger Kongevejen. Med afgang fra den kaotiske Abdali busstation i Downtown Amman tidligt om morgenen kan vi nå Petra inden aften, med et frokoststop undervejs i Kerak.

30 kilometer udenfor Amman passerer vejen lige forbi den kristne by Madaba, berømt for sine byzantinske mosaikker (6.årh.). Madaba var en rig by i oldtiden, der imidlertid blev ødelagt ved et jordskælv i år 747. Byen blev genetableret af kristne arabere i 1880'erne, og da de gravede ud for fundamenter til huse, fandt de den ene farvestrålende mosaik efter den anden.

I Sankt Georg's kirke i Madaba findes den berømte mosaik, der udgør et udførligt oldtidskort over hele "Det Hellige Land", og som oprindeligt målte 5 gange 25 meter.

På de dele der er tilbage ses bl.a. Jerusalem med Gravkirken og de to nord-syd-gående hovedgader, der kan genfindes i den gamle bydel dér den dag i dag. På billedet er Jerusalem ovalen midtfor i forgrunden. Ovenfor, nær mosaikkens udkant, ses Jordan-floden og Det Døde Hav, hvor er afbildet et sejlskib.

Mosaikken stammer fra 500-tallet.

Fra Madaba snor Kongevejen sig sydpå gennem det terræn, der engang var kendt som Moab's Bjerge.

Vi krydser Jordans svar på Grand Canyon, Wadi al-Mujib. En gigantisk kløft, skabt hvor det sparsomme regnvand gennem årtusinder har skåret sig ned gennem de porøse klipper og skabt en gabende tragtformet åbningi bjergene ned mod Det Døde Hav. Landskabet er trøstesløst nøgent og støvet, og heden er nærmest lammende. Vi stopper kort for udsigten, men må meget hurtigt gå tilbage til bilen og fortsætte kørslen. Vejen zigzagger sig ned på den ene side, krydser den lave bro henover det udtørrede løb dybt nede i bunden, og zigzagger sig igen opad den modsatte side. Vores taxi-chauffør fra Amman har tydeligvist aldrig prøvet at køre så stejlt opad. Hans håndtering af gearene er elendig, og vi er yderst heldige at vi faktisk når op fra Wadi al-Mujib med motoren intakt.

Chaufføren bliver sur og irriteret over den åndssvage vej vi turister absolut vil tage, når en flad motorvej kan bringe os samme sted hurtigere. Han begynder ganske forudsigeligt at ævle om ekstrabetaling, og bliver efterhånden et ret belastende bekendtskab. Efter hjemkomsten skriver vi til Lonely Planets website at alle der tager turen ad Kongevejen bør tjekke, om taxi-chaufføren har taget turen før, så de slipper for brok og truende motoreksplosion. Det tip gav en gratis LP-guidebog, så der er vel mening med alting.

Ruinerne af Reynaud de Chatillons dystre borg tårner sig op over indfaldsvejen til Kerak.

Turen går videre sydpå, til vi når Kerak, der ligger på en højderyg omgivet af resterne af dystre middelalderlige fæstningsanlæg. Kerak var i 1100-tallet korsfarernes vigtigste støttepunkt øst for Jordan-floden, og blev berømt og berygtet som hjemsted for den psykopatiske fyrst Reynaud de Chatillon (Ulven fra Kerak). Reynaud's hobby var at udtænke særligt udspekulerede og barbariske tortur- og henrettelsesmetoder, og i øvrigt krænke alle våbenhviler med morderiske overfald på passerende kamelkaravaner.

Reynaud blev sammen med kong Baldwin af Jerusalem taget til fange i slaget ved Hattin i Galilæa i 1187. Saladin tilbød kongen og de andre tilfangetagne kristne vand at drikke, men ikke Reynaud. Han blev grebet og slæbt udenfor teltet, hvor Saladin personligt halshuggede ham. "Reynaud var den mand i Verden, han (Saladin) hadede mest … Ikke for nogen rigdom ville han lade ham leve længere".

Udsigten fra Reynaud de Chatillon's fæstning i Kerak i det sydlige Jordan. Omgivet af stejle
klippesider og flere hundrede meter dybe kløfter og raviner, var fæstningen næsten uindtagelig.

Vi bruger en times tid til at gå rundt i resterne af den gamle fæstning. For at undslippe heden byggede korsfarerne ned i klippen snarere end ovenpå, og de talrige rum og korridorer udgør nærmest en helt labyrint i flere etager. Fra resterne af fæstningstårnende er der prægtig udsigt ud over det bakkede jordanske landskab, der ligger vissenbrunt og afsvedent i sensommerheden.

Vi spiser en dyr og dårlig frokost i en restaurant ved indgangsporten til borgen (pas på med restauranter der er så velplacerede at de kan få kunder uanset madens kvalitet). Vi efterlader præcise penge og halvfyldte tallerkener og stiger ind i taxien for den sidste strækning til Petra.

Næste side:
Petra -- Den rosenrøde by
(Jordan)

FORSIDE