HVOR KARAVANERNE VANDREDE
GENNEM JORDAN AD KONGEVEJEN  August 1998

Amman fra Jebel al Qala'a.

Vi krydser ind i Det Hashemittiske Kongerige Jordan ad Allenby-broen, stik øst for Jericho. Allenby-broen har navn efter den britiske general der erobrede Palæstina fra tyrkerne i 1917, og kan udmærket være lige så gammel. Den er en knirkende konstruktion af træplanker på et metalskelet, der spænder ud over Jordan-flodens sparsomme mudrede vand, få kilometer nord for flodens udløb i Det Døde Hav. På den anden side af grænseposten er det en smal sag at praje en taxi, der hurtigt kører os til hovedstaden Amman.

Selv samme aften bestiger vi Jebel al Qala'a -- en bakkekam, hvor byfæstningen engang lå. Her er der fri udsigt ud over bymidten. Amman vil aldrig vinde nogen skønhedskonkurrence.  Byen er bygget ud over et bakket landskab og består af hvidgrå betonklodser få langt øjet rækker. Kun få træer. Ingen pittoresk gammel bydel. Årsagen er, at selvom Amman har en lang historie bag sig, så var den en landsby med kun 2.000 indbyggere, da den i 1920 pludselig blev gjort til hovedstad i det nyoprettede kongerige "Transjordanien". I dag har Amman halvanden million indbyggere, og simpelthen resultatet af 80 års ekstrem byggeaktivitet.

Der er dog ingen grund til at dømme Amman efter udseendet. I denne by renset for egentlige seværdigheder falder moderne arabisk dagligliv i øjnene så meget desto mere, og jordanerne er venlige, imødekommende og kultiverede mennesker. De er meget ivrige efter at øve deres engelsk i en snak med udlændinge, og samtalen afsluttes faktisk oftest uden at emnet skifter over til "min onkels tæppeforretning" eller "min fætters parfumeshop" (som den oftest vil gøre det i fx nabolandet Syrien eller i Ægypten).

Gadeliv omkring Kong Hussein
moskéen i Downtown Amman.

Moskéen blev bygget i 1920 af kong Hussein I, den første konge af Jordan (dengang kaldet Transjordanien).

Gennem hotelfatter på "Cliff Hotel" køber vi en dagstur rundt i den afsvedne østlige ørken. Turen er kendt som "Desert Castle Loop", og er både populær og anbefalelsesværdig. Taxien henter os fra hotellet, og hurtigt derefter forlader vi Amman og det bakkede landskab omkring hovedstaden, med kurs østpå.

Vores lattermilde chauffør er kristen jordaner, og har et stort krucifiks hængende i bilnøglen. Da vi kører 110 ud af snorlige ørkenveje viser han med stor latter, at han kan hive nøglen ud af tændingen uden at motoren slukker. Han mener vist at han hermed har bevist, at bilen er driftssikker, men det har ikke helt den rette virkning: Vi tænker nok mere på, at i de fleste biler vil rattet gå i lås, når tændingsnøglen tages ud.

Vi stopper ved Qasr al Kharaneh, en befæstet karavanestation, der engang lå på en karavanerute fra det indre af Arabien, men som nu synes at stå midt ude i absolut ingenting, i den fladeste og tørreste ørken, vi nogensinde har set.

Herfra kører vi videre til det østligste punkt på vores ørkensafari:
Qasr al Azraq, et gammelt fort bygget i dyster sort basaltsten. Dette fort var under 1. verdenskrig, i vinteren 1917-18, hovedkvarter for T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia) og den arabiske oprørshær der kæmpede mod tyrkerne. Lawrence beskrev en vidtstrakt paradisisk oase med daddelpalmer, hvor der levede vandbøfler, antiloper og tusinder af fugle. På dét punkt er Azraq et trist bekendtskab, for oasen er i dag indtørret. Palmerne visner, dyrelivet er forsvundet. Vandet der gav liv til oasen er blevet pumpet bort som drikkevand til Amman.

Til venstre: Qasr el-Kharaneh, med en velnæret opsynsmand.
Nederst, til venstre:
Hovedporten til Qasr al-Azraq. Lawrence of Arabia havde sit private kvarter i rummet over porten.
Nederst, til højre: Sydporten til gårdspladser består af én stor blok basalt. Lawrence of Arabia beretter at den "lukkede sig med et brag, der fik fortets mure til at ryste".

Næste side:
Fra Amman til Petra ad Kongevejen
(Jordan)

FORSIDE