Damaskus-porten, den største af syv byporte i bymuren, der omkranser Jerusalems gamle bydel.

"Da Gud fordelte skønhed og lidelse blandt alle Verdens byer, fik Jerusalem ni tiendedele af begge". Sådan siger et gammelt ordsprog, og det holder stadig stik. Jerusalem tager for os en klar førsteplads blandt alle byer. Fantastisk smuk, med seværdigheder og oplevelser i et antal og et omfang der kan synes umulig at overskue og gennemskue, hver en bydel og hver en gade pakket med mere historie og flere historier, end nogen anden by. For jøderne dette er Yerushayalim - "Fredens By"  - som kong David gjorde til israelitternes hovedstad, og hvor Salomon byggede templet der husede jødedommens helligste relikvie, Pagtens Ark. For kristne er det byen, hvor Jesus blev arresteret, dømt, korsfæstet og genopstod. Muslimerne kalder byen Al Quds - "Den Guddommelige" - hvorfra Muhammed satte af på sin natlige rejse til himlen.

Vi starter vores første hele dag i Jerusalem med at tage op på Oliebjerget, der ligger umiddelbart øst for den gamle bydel. Herfra er den berømte udsigt over den hele den muromkransede gamle bydel med dens tage, tårne og kupler, der gløder i Solen i den berømte lysorange eller lyserøde nuance, der har givet Jerusalem et andet af dens tilnavne: Den Gyldne By.

Fra Oliebjergets højderyg vandrer vi ned mod byen, og når til Gethsemane Have, hvor kutteklædte katolske munke pusler om køkkenhaver, sirligt anlagt mellem ældgamle forvitrede oliventræer. Herfra går vejen op mod den fredfyldte Sankt Stephans Port. Det er i dag den eneste port i bymuren der vender mod øst, og et godt sted at begynde en vandring gennem Jerusalems gamle bydel.

Til venstre:
Sankt Stephan porten, en af 7 porte i
Jerusalems muromkransede gamle bydel. Den kaldes også Løveporten, efter figurerne på muren.

Bymuren i sin nuværende form daterer sig fra 1500-tallet, bygget på ordre af den tyrkiske sultan Suleiman den Prægtige.

Til højre:
Via Dolorosa.

Kort indenfor Sankt Stephans porten begynder Via Dolorosa, "Lidelsens Vej". En processionsvej, der symboliserer Jesus' vandring fra domfældelsen ved Pontius Pilatus' palads til korsfæstelsen. Vejen går via de livfyldte bazargader til "Det Kristne Kvarter", der er tæt bebygget med kirker, klostre og institutioner tilhørende alle mulige og umulige kristne trosretninger. Og her, i hjertet af Det Kristne Kvarter, finder vi så Gravkirken, bygget over Golgatha-klippen, hvor Jesus blev korsfæstet, og den klippegrav tilhørende Josef af Arimathea, hvori han blev begravet. Kirken går i ét med de omgivende bygninger i et arkitektonisk kaos, og er et temmelig ramponeret, halvmørkt mylder af kapeller og huler, hvor munke og præster fra talrige kristne retninger maser sig frem og tilbage mellem hinanden belæsset med ikoner og røgelseslamper. Køn er den ikke, men dette er-- efter sigende -- stedet.

Gravkirken i Jerusalem, der i sin nuværende form
daterer sig til korsfarertiden (1099-1187).

Udsigt fra tårnet i den tysk-protestantiske Frelserkirke.

Herefter går vi ad bazargaderne i Det Muslimske Kvarter ned mod Det Jødiske Kvarter, der udgør den sydøstlige del af den gamle bydel. Under krigen i 1948, hvor den gamle bydel blev erobret af araberne, blev kvarteret jævnet med jorden. Efter 1967-krigen er det genopbygget helt i den gyldne Jerusalem-sandsten: Her findes angiveligt nogle af de dyreste adresser i hele Israel. I centrum af Det Jødiske Kvarter finder vi jødernes helligste sted, "Grædemuren" (officielt kaldet Vestmuren). Den massive mur udgjorde engang en del af ydermuren i Templet for Pagtens Ark, som kong Herodes byggede omkring Kristi fødsel, i sit forsøg på at blive populær blandt sine jødiske undersåtter (han var selv araber). Da templet blev ødelagt af romerne i det store oprør i år 70, overlevede kun denne korte stump af ydermuren. Hele dagen er der en strøm af ortodokse jøder i sorte habitter, der kommer hertil for at bede.

Jøder flokkes ved Grædemuren om aftenen på sabbath (lørdag).

Toppen af Klippemoskéen skimtes over muren.

Næste side:
Jerusalem fortsat ...

FORSIDE