BEN-ROERE, FLYDENDE MARKER OG BYER PÅ PÆLE
INLE SØEN  Burma, april 2003

Inle Søen i Burmas højland ligger smukt med sin dybblå overflade omgivet af grønne bjerge. Man er i knap 1000 meters højde, og kommer man-- som vi gjorde-- fra den tropiske hede i Burmas lavland, giver friske og kølige luft ved søen næsten al den begrundelse man behøver for den lange bustur op i højlandet. Men Inle-Søen er også stedet for et par helt usædvanlige oplevelser.

I den nærliggende by Nyaungshwe lejer man en motorbåd, der kan bringe én ud på søen. Det koster 6 US$, og så i øvrigt 3 US$ pr næse i afgift. "You always have to pay to government", som det siges.

Langs søen bor Intha-stammefolket, der har etableret sig i pæle-landsbyer. De står i det lave vand ud for bredden, og består af huse i alle størrelser. Nogle simple med stråtag, andre i flere etager med bræddevægge og bliktag. Alle er de bygget på pæle, ofte forbundet med gangbroer og med både stående "i garage" under huset. På småøer vokser bananpalmer.

Omkring disse landsbyer er en meget usædvanlig seværdighed. Noget, der kun kan opleves to steder i Verden, nemlig på Titicaca-søen i Sydamerika, og så altså her på Inle-Søen i Burma: Flydende marker! I søen findes nemlig en overflod af svære flydende vandplanter. Disse "høstes" og flettes sammen, og ovenpå anbringes lag af siv, derpå græs, og til sidst muldjord. Heri plantes tomater og alskens andre grønsager, der slår rødder ned gennem markerne og suger næring op fra selve søen. De flydende marker holdes på plads af bambusstænger, der bores gennem de enkelte stykker af mark og ned i bunden af den lavvandede sø. Markerne kan-- rent faktisk-- bære vægten af et menneske, for vi passerer mange der adræt hopper fra markstykke til markstykke og plejer planterne. Alt imens de smilende vinker tilbage til os. Markerne er arrangeret i rækker, og der er små vandveje mellem dem, som vores taxibåd følger.

Vi passerer lange række af flydende marker.

På et tidspunkt passerer vi et par Intha-mænd i robåde. Og det er så et andet krav på verdensberømmelse for denne s ø: Intha-benroere. Formodentlig på grund af vandplanterne og de flydende marker er det ofte ikke muligt at få overblik, mens man sidder ned i en båd. Så Intha'erne har udviklet en teknik, hvor de står op i agterstavnen af båden, på ét ben, mens det andet vikles omkring åren for at give kraft til åretaget (se billedet øverst). Det er en helt bemærkelsesværdig akrobatisk øvelse, især i de smalle og fladbundede både: Vores oplevelse var, at bare det at komme op fra båden uden at kæntre den, var en udfordring.

Vores taxibåd gør stop ved en kloster, bygget helt i duftende mørk teaktræ. Vi falder i snak med en ung munk, og spørger om hvad klosteret hedder. Det hedder "Springende Kats Kloster", får vi at vide. Vi spørger hvorfor, og forventer at få fortalt en gammel legende. Men munken peger på et par katte der leger på gulvet. "Klosters navn springende kat, fordi kat springe". Han tager et lille tøndebånd og tjatter til den nærmeste kat. Der omgående sætter i et gevaldigt spring, fejlfrit gennem det højt hævede tøndebånd.

Som man spørger får man svar.

I taxi-båd gennem en af pælelandsbyerne ved bredden af Inle-Søen.

Næste side:
Kathmandu -- Porten til Himalaya
(Nepal)

FORSIDE