VIETNAMS KEJSERBY
HUE  Vietnam, marts 2000

Hue (udtales Hy-æj) ligger næsten præcist midtvejs i Vietnam, og var landets sidste kejserlige hovedstad. Herfra regerede 1802-1945 de 13 herskere af Nguyen-dynastiet, Vietnams sidste kejserslægt. Og selvom byen fik en hård medfart under både "den franske krig" og "den amerikanske krig" (som de kaldes i Vietnam i dag) er den stadig en af landets mest historiske byer. Den nye bydel ligger på den sydlige bred af Parfume-floden, der bred, doven og mudderbrun flyder gennem byen. På den nordlige bred ligger den muromkransede gamle bydel, kaldet "Citadellet", med kejsernes "Forbudte Purpurby".

Vi går gennem Morgenporten ind i den del af Citadellet, der var forbeholdt kejserfamilien og embedsmænd. Indenfor porten er en fiskefyldt dam, som krydses af en bred bro smykket med kulørte trekantede flag. Denne bro var i sin tid reserveret kejseren, alle andre skulle tage stien udenom dammen.

"Morgenporten" er hovedindgangen til kejserpaladset.

Det var her, at kejseren af Vietnam ved sjældne officielle lejligheder viste sig offentligt.

Indenfor er sporene af Vietnams moderne historie kun alt for tydelige. I Tet-offensiven i 1968 lykkedes det ved et kup de nordvietnamesiske styrker at indtage Húe og hejse det kommunistiske banner over Citadellet: De benyttede sig af lejligheden til at myrde flere tusinde af de lokale støtter til den pro-amerikanske sydvietnamesiske regering, og befæstede sig derefter i Citadellet mod det uundgåelige modangreb. Et af krigens grusomste slag fulgte (skildret i Stanley Kubrick's Full Metal Jacket), men efter 26 dage gled Sydvietnams flag igen til tops i flagtårnet. Størstedelen af Citadellet var da reduceret til sønderskudte ruiner. Det gjorde ikke sagen bedre, at den kommunistiske regering efter krigen ikke havde meget til overs for disse rester af landets "feudale fortid". Meget af det der var tilbage blev bulldozet væk. Kejserens private kvarterer -- den berømte "Forbudte Purpurby", hvor adgang kun var tilladt kejserfamilien og hvor alle tjenestefolk var eunukker - er helt forsvundet, med kun fundamentet tilbage.

Dog -- man har vel et standpunkt, til man tager et nyt. Også i Vietnam, eller måske især i Vietnam. Fortidsminder er lig turister, turister er lig penge. Så der restaureres, genopbygges, brolægges og males i den helt store stil. På vanlig vietnamesisk vis, totalt forvirret og med brug af enorme mængder manuel arbejdskraft.

Vi går mellem tilgroede ruiner, koparrede af skudhuller. Går så gennem en portal, og står pludselig i en nyligt genopbygget gård, hvor malere er i færd med at dække mure med landskabsmalerier, og bygningerne står funklende nye. Det kan virke lidt kunstigt, men i Vietnam genopbygger man ting i oprindeligt udseende, ikke polerede ruiner a lá Grækenland. Og så ser det vel også ud, som det engang var hensigten.

Næste side:
Hue fortsat - Sejltur ad Parfume-floden

FORSIDE