HVALFANGERNES UDKIGSPOST
GODHAVN  Grønland, september 1999

Det isfyldte farvand mellem Grønlands vestkyst og Arktisk Canada var engang et af Verdens rigeste hvalfarvande. Og ingen steder svømmede de gigantiske dyr tættere end i Disko-bugtens iskolde krystalklare vande, hvor ilt frigivet fra de smeltende isbjerge gjorde vandet rigt på planktion og smådyr. Ingen ved, hvornår de første europæiske hvalfangere nåede  disse afkroge af Verden, men baskiske hvalfangere nåede måske dertil allerede midt i 1400-tallet.  På et tidspunkt kom andre til, og fra omkring år 1600 stævnede stadig større flåder af hvalfangerskibe, især britiske og hollandske, hver sommer op gennem Davis-strædet. Det anlås, at der på højdepunktet af hvalfangerepoken var hvalfangerskive med i alt over 10.000 mand i området hver sommer: Dobbelt så mange som det samlede indbyggertal i Grønland på dén tid.

På et tidligt tidspunkt fandt hvalfangerne et strategisk tilholdssted på den sydligste spids af Disko-Øen. Her fandt de en lille flad klippeø, forbundet med hovedøen med en smal landtange, der dannede en fremragende og velbeskyttet naturhavn. Samtidig udgjorde de høje klipper yderst på klippeøen et fremragende udkigssted. Når udkigsvagten spottede hvaler affyrede han en kanon som signal til hvalfangerflåden, der omgående kastede anker. Jagten kunne begynde!

I 1773 grundlagdes en dansk koloni på stedet, der passende blev kaldt Godhavn. I dag er den kendt som Qeqertarsuaq, "Den Store Ø", der også er det grønlandske navn for Disko-Øen.

Udsigt over Godhavn.

Øverst på denne side; Apostelfjeldet tårner sig op over Godhavn.
I sænkningen skimtes Lyngmarksbræen.

Vi flyver til Godhavn fra Jakobshavn en skyfri sensommerdag i en kold og larmende helikopter.  Passerer hen langs Disko-Øens barske klippefyldte sydkyst, til der lige før Godhavn viser sig et åbent stykke strand, hvor der er placeret en heliport. Herfra går vi ind til Godhavn, der i dag er en lidt søvnig grønlandsk by med 1.000 indbyggere. Turistkontoret passes af to unge gutter, der minder lovlig meget om Beavis & Butt-Head.
   "Jeg fik vist for meget i går, hæ hæ hæ".
   "Ja, det gjorde du, hø hø hø".
De kan dog oplyse os om, at hundeslædesæsonen desværre er forbi. Godhavn er det eneste sted syd for Thule-distriktet (Qaanaaq) hvor man kan køre hundeslæde om sommeren, hvis man vel at mærke er indstillet på at vandrekravle op til Lyngmarks-bræen, der ligger på Apostelfjeldet højt over byen. Man skal altså bare huske at komme før sæsonen slutter.

Ærgerligt, men pyt. Vi tilbringer dagene med vandreture i de spektakulært smukke omgivelser af Godhavn. Områder af lysegrønt mos viser, hvor der er små varme kilder-- en sidste eftervirkning af Disko-Øens vulkanske herkomst. I Engelskmandshavn, en lille bugt med lodrette klippesider lige vest for byen, kan man -- hvis man sværger til det botaniske, kravle ned og finde små radioaktive kilder, der med jævne mellemrum (på ca. et par år) frembringer Verdens nordligste orkidéer. Øst for byen buldrer Rødeelven med bræernes smeltevand gennem dybe kløfter, skåret i årtusinder ned gennem de rustrøde vulkanske klipper.

"Udkiggen" ved Godhavn (Qaqqiliaq).

Fra Godhavn går vi ud til den gamle udkigspost. Udkigsposten, eller "Udkiggen", er et læskur med form som en halv amerikansk fodbold, oprindeligt bygget af to krydsede hvalkæber, men i dag rekonstrueret i træ med dannebrog påmalet. Herfra er der til tre sider fri udsigt over Disko-bugtens vidtstrakte blå vande, med dens spredte isbjerge. Vi skimter en flok minkhvaler, der i sluttet flok svømmer forbi langt ude, og sender glade skumsprøjt op fra deres næsebor.

Hvalfangernes epoke er for længst forbi. I dag svømmer hvalerne i fred forbi Godhavn.


Næste side:
Når lyset danser i Polarnatten … Nordlys!

FORSIDE