Da vi står ved bredden af Det Døde Hav i Israel, står vi samtidig på det laveste punkt på landjorden. Her står vi 400 meter under vandstanden i Middelhavet, 80 kilometer mod vest. Det Døde Hav er faktisk en sø, der ligger midt ude i et trøstesløst stegende hedt ørkenlandskab. Klokken er endnu ikke 8 om morgenen, men temperaturen har for længst passeret 35 grader. Solen bager ubønhørligt ned fra en totalt skyfri himmel, og det vil den fortsætte med at gøre de næste 10 timer. Den svalende vind man fra nordlige himmelstrøg er forvent med, når man står ved bredden af en stor sø, findes ikke her. 

Det Døde Hav modtager kun vand fra Jordan-floden, og fra enkelte wadi'er der leder vinterens sparsomme regnmængde ned fra de nøgne støvede bjerge på begge sider. Det Døde Hav har -- naturligvis siden det er det laveste punkt på landjorden -- intet udløb. Resultatet er en betydelig fordampning, der har medført det berømte meget høje saltindhold på 30%, mod 4% i almindeligt havvand.  Saltindholdet har givet søen dens navn, for intet kan leve i dens vande, bortset fra nogle få hårdføre bakteriearter.

Det er -- naturligvis -- også stedet, hvor man kan gøre den berømte øvelse med at gå i vandet og flyde ovenpå som en korkprop. Det høje sandindhold gør nemlig, at man -- stort set ligegyldigt hvor hårdt man prøver -- ikke kan synke. Ja man kan -- konstaterer vi -- ikke engang svømme, for man kan ikke komme til at ligge lavt nok i vandet til, at man kan tage rigtige svømmetag. Det er ganske sjovt at prøve, om end der er et par ting man skal være opmærksom på. Først og fremmest at vandet -- igen på grund af det høje indhold af salt -- gør pokkers ondt at få øjnene, og det føles som om man får stukket nåle ind i alle små sår og rifter man har på kroppen. Da vi kommer op af vandet sidder saltet som en klæbrig fedtet overhud, som der heldigvis er opstillet et par brusere til at skylle væk.

Som med så meget andet i Israel er den bibelske connection der naturligvis også. De nøgne ørkenbjerge omkring Det Døde Hav var i oldtiden berygtet som tilholdssted for de politisk og religiøst forfulgte, eller for de der ønskede en asketisk eneboertilværelse. Herodes, Johannes Døberen og Jesus er kun de mest berømte af de personer, der på et tidspunkt har søgt tilflugt her.

På vej tilbage til Jerusalem stopper vi således ved ruinerne af oldtidsbyen Qumran, der var tilholdssted for en sekt kaldet essæerne, som nogle forskere mener Johannes Døberen tilhørte. Vi gør også et stop med udsigt over Wadi Qelt og det kristne kloster St. George, hvor munke i 1500 år har søgt den ensomhed og det simple liv, som denne afsvedne afkrog af Det Hellige Land har givet andre før dem.

Til venstre: Et forfriskende naturens brusebad i de vidunderligt kølige kilder i Ein Gedi oasen, ved bredden af Det Døde Hav.
Nedenfor: Skt. George klosteret i Wadi Qelt mellem Jerusalem og Jeriko har eksisteret i over 1.500 år.

Næste side:
Jordan ad Kongevejen

FORSIDE