|
Menneskemylderet i Indiens storbyer, og forrest af dem hovedstaden Delhi, trodser de fleste beskrivelser og overgår de vildeste forventninger. Man kan prøve at forestille sig Strøget i København den sidste dag før Jul, lige før lukketid. Tag dét menneskemylder, og forestil dig, at det fortsætter ufortyndet, gade efter gade, kilometer efter kilometer, til langt op i Nordsjælland.
Kast så lige selve Indien ind i miksturen. Varme og støv. En tæt trafik af cykeltaxier, lastvogne lastet med varer, og dyttende tuk-tuk-taxier. Forretning efter forretning, der blokerer fortove med deres opstillinger af varer - krydderier her, vaskemaskiner der, tæpper her, blomster der, og så videre og så videre. Hjuldrevne boder hvorfra der sælges drikke, frugter og chickenburgers. Og selvfølgelig nu og da den obligatoriske hellige ko, der med jævne mellemrum udsender en stråle af komøg, der strinter fra den hullede brolægning op på forbipasserende. Facade dækket med kilometervis af vildt farvestrålende reklamer og filmplakater med det nyeste fra Bollywood. En spindelvæv af elledninger på kryds og tværs henover vejene. Luften tyk af eksotiske dufte og det seneste indiske pophit fra skrattende højtalere, samt brudstykker af salgstaler, tilråb og ivrig konversation på hindi, urdu, eller andre af Indiens utallige dialekter.
|
|