|
En blomstrende industri i Vietnam er at dyrke den interesse mange rejsende har i Vietnam-krigen, som vietnameserne vælger at kalde "Den Franske Krig" (1946-54) og "Den amerikanske krig" (1954-75). Der er utallige (oftest falske) "krigssouvenirs" til salg på gader og stræder, og der er selvfølgelig museerne: Hærens Museum i Hanoi og det mere berømte "Museum for Amerikanske Krigsforbrydelser" i Saigon. Sidstnævnte er nu omdøbt til "War Remnants Museum" (betyder det ikke noget i retning af: Museum for efterladenskaber fra krigen?). Det nye navn skal angiveligt signalere forsoning, om end der ikke er ændret noget i de temmelig barske fotoserier og bastant anti-amerikanske kommentarer.
I Saigon får vi også chancen for at tage ud til Vietcong-tunnellerne i Cu Chi. Cu Chi ligger 25 kilometer nordvest for Saigon i det område, der under Vietnam-krigen blev kendt som "Jern-trekanten". Et område af jungle gennemkrydset af floder, hvor den kommunistiske oprørsbevægelse havde et af sine vigtigste baseområder i Sydvietnam. Hvad der gjorde området ideelt til partisankrig var den tætte jungle og den hårde røde lerjord, hvori Vietcong-partisanerne gravede vidtstrakte tunnelsystemer. Tunnellerne kunne gå mange meter under jorden i flere etager. De udvidede sig her i større depoter, radiorum, opholdsrum, hospitaler, eller førte til overfladen til camouflerede indgange, bunkers og skyttegrave. Tunnellerne var fantastisk holdbare, kunne let modstå luftangreb, og var utroligt svære at angribe. Hvis fjenden pumpede tåregas ned i tunnellerne fra ét sted, kunne denne del af tunnelsystemet forsegles. Amerikanerne og sydvietnameserne opgav på et tidligt tidspunkt i krigen at "rense" Jern-Trekanten, og "nøjedes" med at sende bombefly ind over området med jævne mellemrum.
Så højdepunktet for besøget i Cu Chi er, da vi går og kravler gennem en gang gravet dybt under jordoverfladen gennem den cementhårde rustrøde muld. Gangen er oplyst med elektrisk lys og udvidet betydeligt i forhold til "den ægte vare", men giver dog en lille flig af en idé om hvordan det var for Vietcong-partisanerne at leve her som menneskelige muldvarpe. Det er dog for de færreste, at fantasien rækker dertil også at forestille sig livet i tunnellerne mens bomber og granater eksploderede mod jordoverfladen, og sendte øresønderrivende chokbølger ned i undergrunden.
I de tilhørende museer giver en guide et foredrag i "partisan-våben" - forskellige drabelige hjemmelavede indredninger som blev brugt i partisankrigen, ofte lavet af bambus, affald og amerikanernes egne efterladenskaber, fx granathylstre. Man bliver også bænket til en kommunistisk sort-hvid propagandafilm fra krigens tid, hvor et kvindemenneske med hysterisk glædesstemme og ledsaget af trompetfanfarer hyler op om at "de imperialistiske soldater flygter fra den tapre folkets hær".
Vores egen guide ser lidt anderledes på det hele. Mens vi i bussen kører ad hovedvej 7 tilbage gennem frodiggrønne marker mod Saigon konstaterer han: "I Vietnam siger regeringen nu, at det er det godt at tjene penge, og alle vil være kapitalister. Så faktisk er vi nået dertil, at landet er ved at være som hvis det var den anden side der vandt krigen. Det hele blev bare forsinket i 25 år".
Næste side:
Angkor - Khmer-imperiets genfundne hovedstad
(Cambodia)
|
|
