I MOTORBÅD GENNEM CAMBODIA
Fra Phnom Pehn til Siem Reap, 18.april 2000

Vores plan er efter Phnom Penh at begive os til Siem Reap i det nordvestlige Cambodia. Gennem hostellet har vi købt billet til en hurtigbåd, og denne morgen kører vi gennem kølige stille gader gennem byen ned til færgelejet ved Mekong-floden.

Der ligger hurtigbåden, og vi får et mindre chok. Båden er vel 8-10 meter lang og 2 meter bred, med lukket passagerkabine. Indenfor sidder allerede i snesevis af folk, pakket som sild i en tønde - og ovenpå taget er bagagen pakket i en stor bunke på den forreste tredjedel, mens de bageste to tredjedele også er pakket folk, der her sidder som sild på et fad. Vi kigger os om efter andre både, for dette kan ikke være den rigtige: Den er jo fuld allerede! Men jo - dette er den båd, som vi formodes at klemme os på.

Og det gør vi så, på bedste beskub. Vi sætter os på taget med fødderne dinglende ud over siden. Vanen tro sidder cambodianerne indenfor, for det er ufint at blive solbrændt. Vestlige backpackere sidder ovenpå taget, for de (vi) har ikke noget imod at blive solbrændt, og i øvrigt er det langt sikrere at sidde udenfor og ovenpå, hvis båden skulle støde ind i noget drivtømmer og synke (hvilket de jævnligt gør). Motoren starter, og afsted går det. Pænt stærkt, da vi faktisk tilbagelægger 220 km på knap 4 timer.

Efter lidt tid får vi klemt os lidt bedre til rette og nyder turen. Båden sejler via en biflod ud i Tonle Sap søen. Zig-zagger mellem udspændte fiskenet og fiskere i småbåde. Vores båd har naturligvis intet sikkerhedsudstyr overhovedet, men vi trøster os med, at hvis uheldet er ude kan vi vel svømme i land. Tonle Sap søen er dog så stor, at vi efterhånden næsten taber bredden af syne til begge sider - det vil blive en meget lang svømmetur. På et tidspunkt løsner bagagen sig, og en kuffert smutter i vandet: Den holder sig dog flydende længe nok til at vi kan vende og samle den op. Vi priser os lykkelige for, at det ikke er en af vore rygsække - de ville være sunket som sten.

Endedestinationen er den flydende fiskerlandsby Chong Rea i Tonle Sap søens nordvestligste hjørne. Landsbyen ligger ude i søen, en halv kilometer fra bredden, og består af flere hundrede små fast forankrede, simple husbåde. Et malerisk skue. Motorbåde, der vugger i"garage" under udspændte solsejl. Fiskenet, der hænger til tørre mellem bådene. Små indhegninger, der fungerer som fiskefarme. Midt i denne flydende verden stopper hurtigbåden, og passagerne balancerer ræling til ræling fra hurtigbåden over i en sværm af små motorbåde, udsendt af hotellerne i Siem Reap. En ikke helt let øvelse med rygsæk på ryggen. En bådfører vinker ivrigt med et skilt der siger "Mr Peter og Mrs Sisse", da han har fået et tip fra vores hotel i Phnom Penh. Vi tager plads i båden, der sejler ind mod bredden, og dernæst op ad Siem Reap floden. Floden er her mod slutningen af tørtiden kun er en smal bæk, og bådføreren krydser forsigtigt mellem siv og mudderbanker.

Mens vi sidder i den åbne båd er middagsheden efterhånden ved at blive særdeles voldsom. Man man faktisk mærke hvordan vanddampene stiger op fra bækken og bølger omkring en, sveden der driver ned i øjnene og vi begynder at ønske at dagsrejsen snart får en ende. Men vi mindes om, at den slags tanker er luksus, da en fem-seks mænd klædt i lurvede militære gevandter og med AK-47 rifler over skulderen dukker frem på bredden. De sjokker ad en sti langs bredden og forsvinder så igen i bevoksningen. Måske kun i et par minutter, men et par minutter der føltes meget lange.

Da vi ikke kan komme længere ad floden hopper vi i land, kravler ombord i en pick-up, og bumler de sidste 10 kilometer ind til Siem Reap.

ANGKOR
Siem Reap, 19.-21.april 2002

Siem Reap er endnu en søvnig lille by, hvis centrum har nogle arkitektoniske levn fra den franske kolonitid. Men der vil kun gå få år, før den eksploderer som et turistcentrum, takket være ruinerne af Khmer-imperiets hovedstad Angkor, der ligger lige nord for byen.

Angkor er et fantastisk sted. Uden tvivl er af Verdens ypperste historiske vidundere. Det er resterne af en by, der i sin tid måske var verdens største. Templerne er utallige og dækker et kæmpemæssigt område. Er imponerende og fascinerende på enhver tænkelig måde. I deres arkitektur, deres udsmykning og deres enorme dimensioner. Og ikke mindst den stemning der omgiver dem. Nogle templer er omgivet af jungle, med gigantiske træer hvis rødder omkranser og gennembryder mure, bygninger og søjler. Lys og skygge filtreres gennem trækronerne.

Vi bruger tre dage på at udforske Angkor. Alle tre dage stopper vi sidst på eftermiddagen ved det største af templerne, Angkor Wat. Beundrer dets glød i den lave sol. Da sceneriet er forbi sætter vi os på knallerttaxien, og før vi har tilbagelagt de 6 km ind til Smiley's Guest House i Siem Reap, er det sidste dagslys forsvundet.

Trafikprop på en cambodiansk landevej, somewhere mellem Siem Reap og grænsen til Thailand.

EN HÅRD TUR TIL DEN THAILANDSKE GRÆNSE
Siem Reap til Poipet (grænsen til Thailand), 22.april 2000

En pick-up bringer os fra Siem Reap til den thailandske grænse ved Poipet. Turen er på 160 kilometer, men det udvikler sig til en af de hårdeste dagsture vi nogensinde har været ude for. For det første starter det ud med, at vi indenfor i pick-up'en formodes at være 6 mennesker, dvs. 7 med chaufføren. Det udgør - for at sige det mildt - en vild underdrivelse af vesterlændinges kropslige dimensioner, og vi sidder mildt sagt ad pommern til. Allerede før vi er ude af Siem Reap begynder vi at overveje, om vi burde ha købt to "pladser" hver. Til syvende og sidder vi dog nok bedre end de ca. 25 cambodianere, der sidder på ladet, hvor der på et tidspunkt også er en levende gris af anseelig størrelse.

Oplandet til Siem Reap har indtil få år tidligere været slagmark, og da uafbrudt i næsten 30 år. Og vejen er derefter. Allerede få kilometer ude af byen tager den karakter af et mudret månelandskab, med gigantiske vandfyldte kratere. Indbyggerne fra de små landsbyer langs vejen står ivrigt og dirigerer færdselen gennem de enorme vandpytter, og chaufføren kvitterer med at smide pengesedler ud af vinduet. Den dårlige vej synes at være en god indtægtskilde, og man kunne tænke lidt nærmere over, hvilken interesse disse mennesker vil have i en god og hurtig vej, der ikke gav dem nogen indtægter.

Det er hård og langsom kørsel, men på et tidspunkt - hvor vi mangler cirka 25 kilometer til grænsen - går det helt i stå. Trafikken står stille, og vi får at vide, at vejen længere fremme er delvist ødelagt, så trafikken i den ene retning - desværre vores - er blevet stoppet. På et tidspunkt vil politiet vende trafikken, men ingen ved hvornår. Det slags afhænger oftest af kontant betaling.

Vores chauffør får den spontane idé at forlade vejen og springe køen over. Hurtigt derefter kører vi ad stier og diger mellem rismarker. Det skal gå galt, og det gør det. Et sted er der træer på diget, og chaufføren må køre helt ned i kanten af rismarken, hvor vi meget hurtigt sidder temmelig fast. Backpackere og cambodianere, heriblandt et par orangeklædte munke, kæmper en hård kamp for at få bilen løs, men uden andet resultat end at alle oversprøjtes med mudder, mens hjulene borer sig længere ned i rismarken.

Situationen er totalt syret. Her står vi, i en rismark langt ude på bøhlandet i Cambodia. Omgivet af primitive småhytter, hvor nysgerrige ansigter betragter os. I et område, der indtil to år forinden var Khmer Rouge territorium. Og med en lavthængende eftermiddagssol, der begyndte at nærme sig horisonten.

Men vi kommer fri, når via flere diger og stier tilbage på vejen, og i dagens sidste lys kører vi ind i den faldefærdige grænseby Poipet. For sent til at krydse grænsen, der lukker kl. 17.00, så vi må tage en sidste overnatning i Cambodia. Den næste dag går vi ad den ikke-asfaltede hovedgade ned mod grænseovergangen.

På den anden side køber vi Coca-Cola i et supermarked, og stiger på en hypermoderne air-con bus der ad en 4-sporet motorvej hurtigt bringer os til Bangkok.

SLUT

Næste side:
Rangoons gyldne vartegn: Shwe-Dagon Pagoden
(Burma)

FORSIDE