Et tilfælde ville, at vores fem dage i Phnom Penh faldt sammen med cambodiansk buddhistisk nytår. Pagoder, templer og kongepaladset med dets gyldne spir er overdådigt smykket både med det blå-hvide cambodianske nationalflag og buddhismens regnbueflag. Vi går en tur gennem byens centrum, op til Wat Phnom, en lille høj dækket af træer og pagoder, der har givet byen dens navn. Store flokke af feststemte cambodianere har forsamlet sig her, og nytåret fejres med stor iver.

Det sker i Cambodia ved, at man kaster med vand og hvidt pudder, med ønsker om godt nytår: Det betyder ulykke, hvis man ikke får sin ration af fuldtræffere. Hele affæren udvikler sig ret hurtigt til en gigantisk vandkamp, der udkæmpes med spande, vandgeværer og vandslanger mellem tusinder af jublende mennesker, i gade efter gade. Vi opdager, at vi som udlændinge ikke er særlige mål, men heller ikke fredet: Inden længe er vi både våde og godt pudret til.

I et buddhistisk tempel spørger vi en munk, hvorfor der egentlig er nytår netop på denne dag. Han svarer, at det er fordi det nye år begynder. OK, men hvad er det der gør at det regnes for at være præcist på denne dag? Det ved han ikke, eller han forstår ikke spørgsmålet. Vi må senere læse os frem til, at det er fordi Solen denne dag står i zenith - lodret over vores hoveder. Vi fristes til at tro, at munkens manglende viden om baggrunden for den igangværende festivitas ikke er noget særsyn. Det er vel ganske enkelt totalt sekundært. Efter årtier med krig og terror er der fest og latter i gaderne i Phnom Penh - dét er vigtigere end noget andet.

Livsmodet er vendt tilbage til Cambodia.

Bankerne havde lukket på grund af nytåret, og derfor måtte vi blive i Phnom Penh en ekstra dag, mandag den 17.april. Det skulle vise sig at blive et held i uheld, for denne dag var faktisk 25-års dagen for Khmer Rouge's indmarch i Phnom Penh i 1975. I dén anledning var der et aftenarrangement på Foreign Correspondents Club med den amerikanske fotograf Al Rockoff.

Al Rockoff var én af en håndfuld journalister, der afviste evakuering og blev i Phnom Penh selv da det stod klart, at den amerikansk-støttede regeringshær var ved at blive løbet over ende. Der var andre fotografer, men Al Rockoff's film var de eneste der i sidste ende kom ud af landet og blev fremkaldt. De er i dag de eneste fotografiske dokumenter af De Røde Khmerers indmarch i hovedstaden 17.april 1975. Et udvalg af dem er nu ophængt på væggene i Foreign Correspondents Club. Khmer Rouge soldater med hærdede ansigter, civile der vinker med hvide flag og jubler over freden - uden at vide at det for mange tusinder af dem er den sidste lykkelige stund i deres liv.

I "Killing Fields" spilles rollen som Al Rockoff af John Malkovich. Fremstillet som lidt af en outsider. Tilsyneladende rammende, for virkelighedens Al Rockoff har sorte stikkende øjne og et stort vildtvoksende fuldskæg. Ikke meget af en taler, for han starter med at bede om, at folk stiller specifikke spørgsmål. Men ordstyreren beder ham så om at genfortælle hans oplevelser fra dengang, og bortset fra trafikken på gaden og vifternes susen er der dødstille i lokalet, mens han fortæller en time-for-time beretning om den dag 25 år tidligere.

Om hvordan Khmer Rouge soldaterne først smilede, mens de kørte rundt i byen og i megafoner meddelte at "krigen er forbi". Og folk jublede. Men hvordan stemningen hurtigt skiftede, og han sammen med nogle kolleger blev arresteret af en flok krigeriske Khmer Rouge soldater (en dramatisk scene i "Killing Fields"). Tilsidst fik de dog lov til at tage hen på Den Franske Ambassade, hvor de tilbageværende europæere blev stuvet sammen.

Rockoff og de øvrige journalister var derpå lukket inde i Den Franske Ambassade i tre uger, før de i konvoj blev fragtet ud af Cambodia. På vej ud af Phnom Penh kunne de konstatere, at bortset fra smågrupper af Khmer Rouge soldater var der ikke en levende sjæl tilbage i en by, der tre uger forinden havde været fyldt til bristepunktet med to millioner mennesker. På dét tidspunkt havde Khmer Rouge allerede summarisk henrettet alle soldater og embedsmænd fra den faldne regering, og havde marcheret hele civilbefolkningen ud i arbejdslejre.

I ambassaden var også et antal cambodianere, som Khmer Rouge forlangte udleveret, og det fik de. En af dem var tolken Dith Pran, hvis skæbne fortælles i "Killing Fields". En anden var den aldrende fyrst Sirik Matak, der havde været ministerpræsident i den faldne regering. Den amerikanske ambassadør havde en uge før Phnom Penh's fald tilbudt regeringsmedlemmerne evakuering. Stort set alle afslog, og Sirik Matak svarede med et håndskrevet brev:

Højtærede og kæreste ven;

Vi takker Dem inderligt for der Deres brev og Deres tilbud om at bringe os ud af landet til sikkerhed og frihed. Men forstå, at jeg kan ikke forlade mit land på så kujonagtig vis. For Dem, og især for Deres mægtige land, havde jeg aldrig et øjeblik troet at I kunne få den tanke at svigte et folk som havde valgt frihed. I har frataget os Jeres beskyttelse, og der er intet vi kan gøre ved det.

I forlader os, og det er mit ønske at De og Deres land vil finde lykken under denne himmel. Husk altid, at hvis Jeg skal dø her i mit land som jeg elsker, betyder det intet, for vi er alle født og vi må alle dø. Jeg har kun begået den fejl at stole på Jer.

Modtag, højtærede og kæreste ven, mine venligste hilsner.

Sirik Matak

Sirik Matak blev henrettet. Det samme blev - i løbet af få dage - alle andre regeringsmedlemmer og embedsmænd fra den faldne regering, alle regeringshærens tusinder af soldater, og størstedelen af deres familier. Og det var kun begyndelsen.

Vores aften med Al Rockoff var en øjenvidneskildring fra den dag, Cambodia's mareridt begyndte.