|
AD HOVEDVEJ 1 MOD PHNOM PENH
Fra Saigon til Phnom Penh, 13. april 2000
Morgensolen stiger og kalder menneskemylderet frem i Vietnam's sydlige storby Saigon. Vi begiver os hen til Sinh Café's kontorer, hvor bussen til Phnom Penh står klar på klokkeslæt 8,30. Hurtigt derefter kører vi ad hovedvej 1 vestud af byen, mod grænsen til Cambodia ved Moc Bai.
Chaufføren spørger som det første, om alle nu har husket "den gule indrejseformular", med påstemplet indrejsedato og -sted. Uden denne kan man ifølge gældende regler ikke forlade Vietnam. Vi har vores, men det viser sig ikke overraskende at en betydelig del af passagererne ikke lige havde været opmærksomme på dét der med den gule papirlap. Det er der heldigvis råd for: Har man ikke den gule formular, skal man bare ligge en 5-dollar seddel i passet.
Ved grænseovergangen Moc Bai virker dét system fint. Den uniformerede vietnameser bag den ridsede skranke smider den ene 5 dollar seddel efter den anden ned i skuffen med en øvet bevægelse. Desværre tager seancen alligevel lang tid, fordi diverse buschauffører kommer med hele stakke af pas, som - takket være en pakke cigaretter placeret øverst på bunken - bliver behandlet først, mens køen får lov at vente. Efter nogen tid er vi fristede til selv at betale os til betjening. Men da vi alligevel skal vente på at alle kommer igennem, vælger vi at være tålmodige.
Da vi endelig får vores udrejsestempel, skal vi videre til den cambodianske post. Der er en halv kilometer mellem de to grænseposter, som skal tilbagelægges til fods. Desværre har en forløber for monsunen netop indfundet sig, og et tropisk regnvejr sætter ind. Regnen pisker den rødbrune jord til mudder, mens palmer og bambus bukker sig ned under et bombardement af regndråber på størrelse med bordtennisbolde (sådan da). Den cambodianske grænsepost er et lille åbent skur, hvor vi står i det fri under øsregnen med sit dyrebare pas. Heldigvis går det ret hurtigt, og vi går i ly i en lille restaurant og afventer kørelejlighed til Phnom Penh.
Vores rimeligt komfortable Sinh Café bus kørte kun til grænsen, så vi skal afvente anden transport på den cambodianske side. Dén slags arrangementer er altid en satsning, der som udgangspunkt ikke kan anbefales. I dette tilfælde er der ingen dog problemer, selvom de to minibusser der ankommer er lige i underkanten: Det synes altid at komme bag på dem, at backpackere altså slæber rundt på mindst én rygsæk, som også skal passes ind på en eller anden måde.
Og så drager vi altså ind i Cambodia, mens regnen fortsat trommer ned. Dystre grå skyer hænger lavt over et pandekagefladt landskab af dårligt vedligeholdte og ødelagte rismarker. Tusinder af høje slanke sukkerpalmer. Fattige landsbyer af usle hytter - næsten alle med en pagode under opførelse. Vejen, der stadig officielt hedder "Hovedvej 1" som i den franske kolonitid, er navnet til trods en grus- og jordvej, hvor regnen har efterladt mudderpytter. Kun hist og her er der hullede og hærgede rester tilbage af fordums asfaltbelægning.
Vi når til Neak Luong, et lille færgeleje på venstre bred af Mekong-floden. Det er en ussel samling hytter og huse, men det er ikke desto mindre et sted, der engang var verdensberømt, om end nok så ufrivilligt og nok så kortvarigt.
I begyndelsen af 1970'erne kæmpede den USA-støttede regering i Cambodia en desperat kamp mod de fanatisk kommunistiske oprørsstyrker kendt som "De Røde Khmerer" (Khmer Rouge). 7.juli 1973 tilkaldte de cambodianske regeringssoldater ved Neak Luong amerikansk luftstøtte, men på grund af en navigationsfejl kastede en B-52 sin bombelast over byen. New York Times journalist Sidney Schanberg fik sit livs scoop da han var den første reporter på stedet - en hændelse der udgør de første scener i 1984-filmen "Killing Fields". Schanbergs reportage fra Neak Luong fik mange i det krigstrætte USA til at konkludere, at man ikke havde noget at gøre i Cambodia. To måneder senere stoppede USA's kongres luftstøtten til regeringshæren, der dermed i bogstaveligste forstand var dødsdømt.
De fleste indbyggere i Neak Luong anno 2000 er enten meget gamle eller meget unge. De er meget ihærdige for at sælge mad og snacks til chauffører og passagerer på de køretøjer, der venter på at køre ombord i den ramponerede færge, der sejler ping-pong over floden. Her er også en sværm af tiggerbørn. Nogle af dem kommer med en tydeligt syg eller lemlæstet lillebror i favnen.
Minibussen ruller ombord på færgen, vi tøffer over, ruller i land på den anden side. eftermiddagssolen endelig bryder gennem skyerne kører vi det sidste stykke ind til Phnom Penh.
I MØRKETS HJERTE
Phnom Penh, 14. april 2000
På vores første dag i Phnom Penh går vi ad støvede gader i byens sydlige udkant med bykortet i hånden. I en sidegade finder vi hvad vil ever efter: Den skolebygning, hvor De Røde Khmerer indrettede deres mest berygtede torturcenter, Sikkerhedsfængsel No.21. Det er gået over i historien som Tuol Sleng, hvilken kan betyde "det forgiftede sted", eller "stedet for de, der bærer skyld".
Her blev De Røde Khmerers reelle og indbildte fjender indespærret, og under grusom tortur tvunget til at tilstå deres "forbrydelser" eller "forræderi". Ofrene var alle, hvis person var "forgiftet" af tankegods der ikke kunne passe ind i De Røde Khmerers vanvidsvision om at omdanne Cambodia til et urkommunistisk landbrugskollektiv. Hvor uddannelse, privatliv, religion, penge og selvstændig tankegang var afskaffet. Alle der havde "gammel viden" - studenter, læger, kunstnere, munke, købmænd og embedsmænd - var fjender, der skulle elimineres. Sammen med alle de, der i øvrigt var svagelige, dovne, stillede for mange spørgsmål eller bare udviste en manglende entusiasme for revolutionen. Plus naturligvis deres venner og familie, spædbørn ikke undtaget.
På en afskallet mur hænger en engelsk oversættelse af "sikkerhedsbestemmelserne" i Toul Sleng:
1. Du skal besvare mine spørgsmål, du må ikke nægte at svare.
2. Prøv ikke på skjule kendsgerningerne ved at påstå det ene eller det andet. Det er dig strengt forbudt at modsige mig.
3. Vær ikke fjols, for du er en stakkel der har vovet at modarbejde revolutionen.
4. Du skal svare på mine spørgsmål øjeblikkeligt uden at tage dig tid til at tænke dig om.
5. Fortæl mig ikke om din mangel på moral eller hvad revolutionens sande væsen er.
6. Når du får piskeslag eller elektriske stød må du ikke give lyd fra dig overhovedet.
7. Gør intet, sid stille og afvent mine ordrer. Er der ingen ordrer, så ti stille. Når jeg beder dig om at gøre noget, skal du gøre det omgående uden at protestere.
8. Kom ikke med bortforklaringer for at skjule din forræderkæft.
9. Hvis du ikke følger alle de ovennævnte regler vil du få mange piskeslag og elektriske stød.
10. Hvis du nægter at adlyde får du enten 10 piskeslag eller 5 elektriske stød.
Intet håb blev ladt tilbage i Tuol Sleng. Kom man hertil, var ens forræderi allerede et faktum, døden et faktum. Ingen indrømmelser kunne redde. Et sind forgiftet af forræderi skulle udslettes. Torturen var intet andet end en langtrukken henrettelse. Det var forbudt at påstå man var uskyldig, forbudt at tale overhovedet, forbudt at skrige af smerte.
Tuol Sleng består af tre gråhvide tre-etagers blokke, der på tre sider omgiver en støvet gårdsplads. Første blok var torturkamrene. På væggen i hver celle er et billede, der viser samme celle den dag i januar 1979 da vietnamesiske styrker indtog Phnom Penh og endte De Røde Khmerers terrorregime. Billederne er slidte, sort-hvide og grovkornede, men viser tydeligt de sønderrevne kroppe af Toul Slengs sidste ofre. I groteske forvredne stillinger ligger de, stadig fastspændt til metalbriksene.
Anden blok var fængselsceller. Større rum hvor flere hundrede fanger kunne ligge skulder ved skulder, lænket sammen ved anklerne. Hvor de kunne høre torturofrenes skrig, mens de ventede på at det skulle blive deres tur. Små trange celler for de, der fik "særlig opmærksomhed". Svalegangene på hver etage var lukket med pigråd, for at forhindre fanger i at begå selvmord ved at kaste sig ud undervejs til forhør.
I tredje blok er udstillingen. De Røde Khmerer tog billeder af deres ofre både før og efter torturen. Så her er væg efter væg af desperate ansigter i alle aldre. For alle disse tusinder af mennesker er billedet det sidste spor, der er af dem. Gamle og unge, kvinder med børn. En række simple malerier viser de metoder for tortur og henrettelse, som De Røde Khmerer brugte. Et maleri af en mand der får brystvorterne klippet af med en knibtang får vores maver til at snerpe sig sammen.
Vi tager et par fotografier foran en landkort over Cambodia, bygget af menneskekranier og knogler, hvor floderne er tegnet som strømme af blod. I Tuol Sleng er vi i mørkets hjerte.
|
|
